Navigation:    
Start  >  Blog 
> 1. februar 2021
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Foråret er ikke kommet endnu Mandag, 01.02.21

I morgen er det Kyndelmisse, og dermed skulle vi efter den folkelige tradition være halvvejs igennem vinteren. Hvilket jeg vil sætte pris på, for de seneste dage har været så kolde at man skulle tro, at den globale opvarmning var gået andre steder hen. Men det passer fint med en avisartikel jeg læste for en halv snes dage siden, der fortalte, at ifølge en langtidsprognose var der kommet bølger på jetstrømmen, hvilket gav den virkning, at en snert af iskold stratosfæreluft kunne ramme Danmark om en uges tid, og det er måske den vi blev ramt af forleden. Men selv om februar således går for at være den koldeste måned i året behøver det ikke være sådan, hvilket jeg oplevede en uge efter Kyndelmisse for knap ti år siden. En oplevelse, der naturligvis også fandt vej til min blog, hvorfra bringer jeg et lille klip: "Vejret var fint og nærmest forårsagtigt, solen skinnede og udendørstemperaturen var for en gangs skyld lunere end køleskabstemperaturen, så jeg følte mig fristet til at lade min store vintervams blive hjemme og blot tage et par fleeces på. Jeg fornemmede også at andre følte det på samme måde, og jeg kunne konstatere at den journalist havde haft ret! For der var rigtig mange, både fra det svage og det stærke køn, der havde ladet vintertøj og ditto støvler blive hjemme og nu gik på gaden i lettere tøj. Og der var Converses overalt i gadebilledet!"
At se et stigende antal Converseklædte personer har for mig ofte været et sikkert tegn på at foråret var ved at være på vej, og i de senere dage inden frosten slog igennem har jeg da også bemærket musvitterne, der er ved at file deres save til for foråret. Men Converserne glimrer med deres manglende tilstedeværelse på gader og stræder - så foråret er ikke kommet endnu.
Dagblog 9. februar 2011: Converse tilbage på gaden igen

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.