Tilbage i november havde jeg været til forundersøgelse i forbindelse med at jeg ønskede at der nu skulle gøres noget ved mit venstre knæ, hvis operation var blevet udskudt i 2019. Den gang i november var det lidt tilfældigt at denne operation skulle sættes i gang, men da jeg var hos min læge af andre grunde og han spurgte om der var andre ting, nu jeg var der, kom jeg til at nævne mit venstre kræ og straks fik jeg en henvisning. På hospitalet blev tilbudt en operation i december, hvilket jeg ikke var begejstret for, da jeg jo vidste at en sådan protese jo er temmelig følsom for kulde, så jeg spurgte om ikke operationen kunne udskydes til foråret. Dette var ikke noget problem, så jeg fik en tid den 15. marts i stedet. Hvilket viste sig ganske godt, idet landet i december blev ramt af anden bølge af covid-19, som var tæt på at lægge det danske sundhedsvæsen ned. For en måneds tid siden fik jeg så at vide, at den operation var blevet udskudt på grund af forventet travlhed på hospitalet - men blot nogle uger senere ringede kirurgen til mig for at høre om jeg stadig var klar til at blive opereret den 15. marts som planlagt. Selvfølgelig var jeg det, da jeg stadig havde aftalen i min kalender, og jeg spurgte så om der var sket nogle ændringer, da den operation jo var blevet aflyst sidst på vinteren. Det kendte han så ikke noget til, så måske har der været for mange kokke i det køkken på det tidspunkt. Men det er nu fint, at jeg alligevel får indsat protese i det venstre knæ, for jeg synes nok at det så småt er begyndt at give mig problemer. Hvilket jeg blev opmærksom på da jeg den 12. februar vandrede i Furesøparken og nær var faldet om fordi benet trængte til en pause. Måske de sølle syv kilometers travetur havde været for stor en belastning for knæet, og siden er jeg kommet til at tænke på, om det, at jeg går så skævt på venstre ben, kan risikere at smitte af på det højre ben, som jo nu er i fuld funktionsdygtig stand - og gerne skulle vedblive med at være det mange år frem.