Navigation:    
Start  >  Blog 
> 24. juni 2021
 
Foregående    Index    Dette tema 

  På egne ben Torsdag, 24.06.21

Det er vel efterhånden to år siden at jeg besluttede at gøre noget ved mine kalveknæ, som havde været til tiltagende gene for mig og efter råd fra en ortopæd, som vel må siges at have forstand på de dele besluttede jeg mig for at jeg operativt skulle have rettet begge ben op og få indopereret en protese i hvert knæ, men i modstrid med kirurgens anbefaling tog jeg et ben af gangen. Det medførte så at der har været to år hvor jeg stort set ikke kunne bruge mine ben til fysisk udfoldelse på nær kortere ture på længder af sjældent over fem km, og det var jo en kraftig indskrænkning af min aktionsradius, da jeg jo er vant til at arbejde med dagsmarcher på henved tyve km. Men nu er de to svage år heldigvis ved at nærme sig en ende.
I går var jeg til en afsluttende kontrol hos den kirurg på Bispebjerg Hospital, som havde opereret mit seneste ben, og hans kliniske noter gik på at jeg havde ROM fra 0° til 110° med god stabilitet i knæet. Jeg går uden halten og benytter 1 stok ved lange ture. Der er nogen væskeansamling. Cikatricen (operationssåret) er pænt og uden sår. Ledansamlingen er acceptabel og der er varme i knæet. Slutteligt angiver han at jeg er tilfreds og operationen dermed afsluttes.
Og i dag var jeg til den sidste gang genoptræning i Sundhedshus Nørrebro. Det var så lidt af et sammensurium af de aktiviteter jeg har lavet under de foregående ni torsdages genoptræning. Startende med cyklen og gik derfra udendørs for at checke balancen på de hvide kantlinier. Derefter tilbage til baglokalet hvor crosseren stod, for jeg skulle checke om jeg havde aflæst displayet rigtigt da jeg forrige gang havde løbet et tempo på 4:03, og det gjorde jeg også i dag. Så vi blev enige om at der måtte være noget galt med kalibreringen. Så der er ikke noget alternativ til rigtigt løb hvis jeg vil kende min nuværende løbehastighed, eksempelvis i Kildevældsparken. For jeg har regnet ud at jeg en dag bør lave et testløb rundt om søen her, som jeg har målt til at have en omkreds på 450 meter. Men først skal jeg løbe disse 450 meter på løbebåndet.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.