|
|
Til middag hos Le Lac
|
Søndag, 04.07.21
|
I fredags var jeg ude og spise på et nyt spisested med bestyrelsen for andelsboligforeningen ved den årlige bestyrelsesmiddag, og normalt skulle denslags have fundet sted umiddelbart efter generalforsamlingen, men som med så meget andet var også denne middag blevet udskudt på grund af coronaen. Men nu var der så meget styr på coronaen at vi ikke blot kunne sætte os sammen for et møde men også gå ud for at spise sammen. Hvilket restauranterne utvivlsomt også var glade for efter at have måttet holde lukket siden før jul samt i øvrigt overholde de mange coronarestriktioner der havde været det seneste halvandet år. Pernille havde fundet et rigtig godt sted i Classensgade der havde åbnet i sommeren det foregående år, men som snart måtte lukke igen på grund af coronaen. Men de var nu oppe igen, så det var rart at vi derved også kunne støtte op under det lokale næringsliv. Og efter en indledende diskussion blev vi enige om at tage en menu til at dele, en menu som til gengæld blev sammensat efter vores ønsker (der var to vegetarer iblandt os. Men jeg startede med en cocktail, som var en Aperol Spritz. Den var blevet rygende populær de seneste år, men jeg havde aldrig smagt en sådan. Det gjorde jeg så nu, og den smagte vildt godt og var dejlig forfriskende, i hvert fald så længe der var is i glasset. Så det er ikke en man skulle spytte for længe i - men så måtte man jo bare bestille en ny. Det gjorde jeg så dog ikke her, for nu var der mad på bordet. Indledende med en starter bestående af sardiner (som ikke var de standard-kedelige fra dåsen) og efterfulgt af kroketter med anderillette, trøffelmayonnaise og parmesan, mens der til vegetarerne var artiskokker. Herefter videre til forretterne som bestod af dels rimmet helleflynder med friskostcreme og ribs og dels tatar med basilikummayo, chips, tørret tomat og parmesan. Kombinationen af helleflynder, friskostcreme og ribs var eminent, men jeg var nok ikke carnivor nok til tataren. Ligeså med hovedretten som var en gang oksesteg med rødvinssauce og nye kartofler, for stegen var lidt for saignant for mig mens kartoflerne var gode lækre bidder. Desserten var så kirsebærtærte med hvid chokoladeganache og kirsebærsorbet. Så ud over at det var et rigtigt hyggeligt sted fejlede maden ikke noget. Jeg pønsede faktisk på at vende tilbage og prøve deres frokostanretning da jeg skulle have min bror og hans kone til spisning få uger senere, men den plan måtte jeg droppe da Le Lac ikke har åbent søndag og mandag.
www.lelac.dk
|
|