|
|
For en sikkerheds skyld
|
Mandag, 19.07.21
|
Det er længe siden at jeg besluttede, at når jeg kom i gang med brydningen igen, så skulle det være under et besøg i Berlin. Ikke så meget fordi jeg forventede at kunne vinde over Romano eller Bernd, men mere fordi jeg kender disse herrer og de kender mig, så de vil lynhurtigt kunne omstille sig til at de på nuværende tidspunkt skal gå mere roligt til værks med mig, da jeg jo ikke ved hvad min krop og specielt mine knæ er i stand til at præstere. Men så hørte jeg for nogen tid siden at Romano ikke er blevet vaccineret mod covid-19, og det gjorde at jeg kortvarigt overvejede om det var tilrådeligt at tage til Berlin, bryde med Romano, bo hos ham i fire dage og sove med ham i dobbeltsengen i fire nætter. Men vurderede at når jeg selv var fuldt vaccineret mod denne sygdom burde det vel være sikkert nok, og jeg kunne jo selv tage en PCR-test for en sikkerheds skyld fire dage efter jeg var kommet hjem. For corona-pandemien hærger jo stadig her på kloden, men jeg føler mig sikker nok efter at jeg selv har fået begge stik med Pfizer-BioNTech. Helt 100% beskyttelse er der dog ingen vaccine der giver, men Pfizers er vel så god som man kan ønske sig. For nogle dage siden hørte jeg i radioen, at Statens Serum Institut havde registreret de første tilfælde af færdigvaccinerede personer, der nu var blevet smittet med covid-19, men det var alligevel blot tale om forsvindende få, da det kun var 0,08% af de færdigvaccinerede som nu var blevet smittet. Alligevel overvejer SSI om man alligevel skal gennemføre en tredje vaccinationsrunde for særligt sårbare personer - og særligt sårbar har jeg aldrig selv følt mig. Jeg har jo aldrig følt nogle direkte gener af covid-19. Afsavn måske, men ingen direkte gener. Men better safe than sorry. Og det er måske det, de tyske sundhedsmyndigheder har tænkt. For i dag hørte jeg i radioen, at tyskere, der fra udvalgte områder i Danmark vender tilbage til Tyskland, skal gå i karantæne med mindre de er færdigvaccinerede. Men dels er jeg jo ikke tysk statsborger og dels er jeg færdigvaccineret, men jeg kan forestille mig, at dette karantænekrav hurtigt vil sprede sig til danskere, som rejser til Tyskland - hvilket jeg jo gør om et par dage.
|
|