Det var over et år siden at jeg havde haft mulighed for at bryde, men endelig skulle det lykkes mig her i denne weekend, og det sågar med Romano, som jeg havde besluttet skulle være min første brydemodstander efter coronakrisen. Sidste gang jeg havde brydet var tilbage den 13. juli forrige år, hvor jeg var fløjet til Frankfurt am Main for at bryde med HardfightFFM, hvilket dog ikke var så hård en fight som man skulle tro da han var temmelig spinkel, og da Romano i sin tid havde brydet med ham havde han holdt igen fordi han havde været bange for at brække nogle af fyrens knogler. Mens jeg havde vurderet at han var stærk nok, i hvert fald senestærk. Men det var nu over et år siden, og jeg havde ikke haft mulighed for at bryde med nogen på grund af coronaen. Men sommeren havde lettet på coronarestriktionerne og i et vist omfang kunne man nu rejse til udlandet igen, i hvert fald til visse lande, deriblandt Tyskland, og det gav mig mulighed for at besøge Romano i Berlin igen. Var det et år siden at jeg havde haft min sidste brydekamp var det to år siden at jeg havde brydet med Romano, og der var sket mange ting i mellemtiden. Transportmæssigt havde jeg valgt at tage toget for en sikkerheds skyld men da jeg ikke kunne få liv i min printer måtte jeg købe togbilletten hos DSB og ikke DB, som jeg ellers plejede. DSB skulle bare have 1.368 DKK for billetten mens DB kunne nøjes med €99,90 for den samme billet. Plus reservering. Til gengæld kom jeg fra Hamburg direkte til Spandau Bahnhof men kunne ikke lige finde bussen ud til Romano. Fandt dog en bus som kørte til Metzer Platz og måtte så gå herfra. Undervejs så jeg at Pichelsdorfer Strasse var spærret af, så det var nok årsagen. Men fremme hos Romano kunne jeg så slappe af efter den lange rejse, som egentlig ikke havde budt på problemer selv om jeg nødvendigvis havde måttet tage omvejen over Lillebælt. Samme aften havde jeg muligvis kunnet bryde med AlexBER, men jeg kunne så regne ud at det ville blive torsdag i stedet. Men den dag kunne han så heller ikke komme, så det var godt jeg var hos Romano, for han er altid klar på en brydekamp. Det var kun godt et par måneder siden at jeg var blevet udskrevet efter knæoperationen, så vi gik roligt til værks. Det var ingen overraskelse for mig at Romano vandt første runde, men han kommenterede at jeg stadig havde styrken, så den anden runde endte uafgjort. Det var rart at svede igen og så gjorde det ikke noget at jeg blødte fra læben efter kampen.