For ti år siden havde Politiken en artikelserie, hvor man fulgte et par mennesker, der bare ikke kunne holde op med at spise når de ellers havde spist hvad der burde være nok til deres kroppe, og mere til. En af disse interviewede personer var Tina Kvist, og jeg bringer her et udpluk fra hendes liste over de ni måltider hun spiser på en ganske almindelig hverdag, tilføjet mine egne kommentarer:
"Kl. 18.00: 2 frikadeller og kold kartoffelsalat. Det synes jeg også smager rigtig godt, og går fra tid til anden selv igang med et sådant måltid. Men hver gang med det samme resultat, for efter første portion reagerer min mave med ubehag på det høje fedtindhold, selv om jeg altid vælger light-udgaven. Så jeg ender altid med at skulle smide resten ud, for jeg kan ikke tåle synet af kartoffelsalat flere dage efter! Men hun fortsætter:
Kl. 20.00: 200 gram Haribo Multi Mix, 2 glas cola light. Se min kommentar til kl. 11.00!: Yak! Hvis jeg køber en mængde slik i den størrelse ville jeg nok være et par måneder om at kæmpe mig igennem en sådan portion, med mindre vennerne hjælper mig af med det. Og at drikke cola til ville gøre at jeg følte mig kvalt i sukker, uanset om colaen så er nok så light. Og at spise så meget slik om formiddagen ville med garanti tage min appetit fra frokosten!
Kl. 22.30: 275 gram hønsesalat direkte fra bøtten, 1 Magnum is, 1 Sun Lolly, 2 Marsbarer, 1 glas cola light. Hvad kan man sige til at indtage sådan en kaloriebombe? For mig ville bare isen være mere end nok. Og at drikke cola til - for mig kræver cola i sig selv meget mere lødig kost. Og jeg bør tilføje at jeg nok kender lidt til det at være overvægtig, da jeg selv har årelang erfaring med det, og ved hvor let jeg har ved at falde i igen!"
Jo, jeg har været oppe og vippe omkring de 115 kilo, og det følte jeg ikke var specielt 'fedt'. Det var mens jeg arbejdede for Vallensbæk kommune, for der havde vi en god madmor som stod for forplejningen i kommunens kantine. Hun lavede fortrinlig mad og syntes ikke man burde levne. Så det gjorde jeg aldrig. Men det betød at min vægt kravlede op på de nævnte 115 kilo, og siden har jeg sat mig for at jeg ikke længere ønskede at have en trecifret vægt, selv om det tog mig nogen tid og et par ekspeditioner før jeg kom derned igen. Og heldigvis er jeg stadig tocifret, selv om operationerne og coronaens inaktivitet har bragt mig ubehageligt tæt på de tre cifre igen.
Dagblog 4. august 2011: Ni måltider på en ganske almindelig hverdag