Navigation:    
Start  >  Blog 
> 4. august 2021
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Tre år uden Delta Onsdag, 04.08.21

Som så meget andet blev også Delta aflyst i 2020 da pandemien bredte sig ud over planeten, hvilket var første gang jeg ikke deltog siden jeg i 2014 for første gang var blevet inviteret til dette broderskab, efter jeg i fem år havde foretaget gentagne rejser til USA for at finde nogle potentielle legekammerater. Efter Delta i 2020 var blevet aflyst fik jeg yderligere en udfordring for Delta, idet min nevø Nicolai meddelte at jeg var blevet inviteret til hans bryllup, som skulle finde sted i Italien i 2022. Og det skulle selvfølgelig finde sted i den første weekend i september, og det kunne jeg regne ud ville være den samme weekend som Delta ville finde sted. Så der var ingen vej udenom: jeg måtte nødvendigvis være med ved Delta her i 2021. Dette fordi det stadig sad i mig at jeg ikke var taget med til Christophs bryllup med Kirsten, et bryllup der var blevet afholdt i en bjerghytte i det bayeriske bjerglandskab. Eller min bror Preben og Lottes sølvbryllup, der var blevet afholdt i Thailand. Christoph havde jo været min faste bjergbestigningsmakker i 80'erne og start-90'erne, og Preben og Lotte har jeg set mere hyppigt i de seneste år, efter at han er blevet det eneste tilbageværende medlem af min umiddelbare familie og han flere gange har inviteret mig til at holde jul med dem. Sekunderet af min gamle rejsemakker Erik, som tydeligt har fortalt mig, at en invitation til et bryllup er en hændelse, som man nødvendigvis skal deltage i. Og Nicolai er en nevø som jeg altid har været 'stolt af' - hvis man overhovedet kan være det af en fyr som ikke engang er af egen produktion. Men egen produktion kommer der næppe noget ud af, og så er Nicolai nok den person jeg helst vil være stolt af. Derfor ville det passe perfekt om jeg kunne deltage i Delta i år, og det blev jeg rimelig optimistisk overfor for nogle uger siden da EU samlet meddelte at amerikanske statsborgere ville være velkomne som turister hvis blot de var fuldt vaccinerede, og det var jeg jo. Så jeg tilmeldte mig til Delta for i år, vel vidende at man ville kunne få en fuld tilbagebetaling hvis man meldte afbud inden 1. august. Og så satte jeg mig til at vente på at amerikanerne åbnede deres grænser for europæiske turister, men undrede mig lidt over at det ikke skete. Men hørte dog fra min kammerat Dale i Pennsylvania at USA først ville tage stilling til sine rejserestriktioner den 21. august. Men det kunne jeg ikke vente på, så for en uge siden meldte jeg fra til Delta mens jeg stadig kunne få mine penge tilbage. Og overraskende nok fik jeg efterfølgende en stribe mails fra mine mange venner i Delta, at de ville savne mig og så frem til at se mig igen i 2023. Men fik mine penge tilbage, så jeg vil stadig kunne besøge John i New Jersey når de amerikanske grænser bliver lukket op. Og i mellemtiden fokusere lidt på min brydning da England i mandags åbnede sine grænser for vaccinerede turister.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.