Det er nu 150 dage siden at jeg blev opereret i mit venstre knæ og fik indsat en protese, og det går efterhånden så godt med det venstre knæ at jeg ikke tænker meget på hvordan det har været før. Bortset fra at jeg fortsat ikke kan løbe, og at det højre knæ nu også er begyndt at gøre knuder. Men efter jeg har afsluttet mit genoptræningsprogram i Sundhedshus Nørrebro har jeg mest tænkt på at det nu var overstået og der ikke sker mere. Uden at tænke på at der efter den forrige knæoperation faktisk var en del funktioner der først vendte tilbage nogen tid efter den foregående genoptræning i Sundshedshus Østerbro. Faktisk skulle der forrige gang gå 150 dage før jeg kunne gå i supermarkedet og købe ind uden at tage krykkerne med, hvilket faktisk skulle have sket i dag hvis det var gået med samme hast her efter anden knæoperation, og jeg har nu i nuværende situation faktisk været ude og købe ind både i mit lokale supermarked og andre steder i byen i mange uger mens krykkerne har stået derhjemme og samlet støv. Faktisk har jeg også været i Berlin for at bryde selv om jeg tog toget ned og derfor skulle være mere på benene end ved den ene brydekamp jeg nåede at få gennemført forrige sommer inden coronaen lukkede det hele ned igen. Umiddelbart kunne det se ud til at jeg var noget mere sent ud med at genoptage brydningen, da jeg i 2020 fik min første brydekamp 117 dage efter operationen mens jeg her i 2021 først fik min første brydekamp på 129.dagen. Men datoen var i begge tilfælde ikke bestemt af mig selv men af coronaen. Her i år var det først på 129.dagen at jeg havde mulighed for at rejse til Berlin for at bryde mens det forrige år kun var muligt for mig at bryde da jeg fik kontakt med en amerikaner som var her i byen for at deltage i en messe. Og hvor jeg her i forsommeren rejste med toget til Berlin og tilbage igen uden problemer og uden krykker måtte jeg forrige år have dem med frem til fyrens hotel hvor jeg kunne parkere dem i et hjørne mens jeg brydede med amerikaneren.