Dette er måske inspireret af de nys afholdte Olympiske Lege, som jeg i år for første gang i lang tid havde mulighed for at se på TV da jeg tilbragte et par sommerdage sammen med min bror og hans kone i deres sommerhus i Marielyst. For selv om jeg jo aldrig har haft skyggen af chance for at deltage ved OL har jeg jo ikke haft det fjerneste imod at deltage ved World Outgames i København i 2009 eller ved Gay Games i Köln i 2010. Og derved kunne stå frem som den jeg var. Selv om jeg aldrig rigtigt havde været nogen sportsmand følte jeg mig dog hjemme da vi i skoletiden fra tid til anden kørte i bus ud til Valby Idrætspark, hvor jeg fik mulighed for at kaste med spyd og støde kugler. Noget jeg måske kunne have drevet til noget hvis jeg havde gjort noget ved det. Først flere år senere begyndte jeg at løbe, efter jeg var kommet mig efter den forfrysning jeg havde tildraget mig efter vinteren 89/90 hvor jeg foretog den første danske vinterbestigning af nordøstvæggen på Aiguille Verte og besluttede mig for at ville være med ved Berlin Marathon samme efterår. Hvilket jeg gjorde! Men for første gang blev jeg nu konkurrenceminded, for min tid på 3:51:32 var jeg sikker på at jeg kunne gøre bedre. Jeg blev indrullet blandt Richards drenge i Sparta, og blandt disse drenge var der mange andre der også gik efter at løbe gode marathontider. Hos Richard var jeg i de rette hænder, for selv om jeg egentlig var for tung til at løbe marathon kommenterede han flere gange at jeg nok ville være den hurtigste i min vægtklasse. Men marathon er delt i aldersklasser og ikke vægtklasser, alligevel var jeg godt tilfreds da jeg i 1993 kunne løbe en marathon på 2:56:46 i Hannover. Jeg har måske det problem at min krop er bedre end jeg selv tror, da jeg, efter jeg er begyndt at bryde, ofte har fået at vide at jeg var ganske god i situationen, men altid har slået det hen med tanken om at de andre bare ville være flinke mod mig. Måske jeg rent faktisk kan yde mere end jeg selv forestiller mig, for jeg er jo stadig en af de danskere der har besteget flest 4000'ere i Alperne, og trods manglende undervisning vinder jeg rundt regnet halvdelen af de brydekampe jeg har foretaget. Hvis bare ikke jeg var så ugidelig.