Tilbage i 2013, dengang vi på et fællesmøde besluttede at tage imod kommunens tilbud om at gøre hele vores karré til en klimakarré med udnyttelse af regnvand og en grøn gård, havde vi også fået at vide at vi nødvendigvis måtte have et gårdlaug, som skulle være ejendommenes modspiller overfor kommunen. Men da det tog rigtig lang tid at komme i gang med denne omstiling havde jeg ikke bemærket da der blev indkaldt til stiftende generalforsamling for gårdlauget i foråret 2019, eller også var lokaliteten for langt væk. Og da der skulle afholdes en normal generalforsamling i foråret 2020 blev alt jo udskudt på grund af coronaen. Så da der i år igen blev indkaldt til generalforsamling med et halvt års forsinkelse, igen på grund af coronaen, havde jeg besluttet mig for, at jeg denne gang hellere måtte møde op, for gårdlauget havde i de mellemligende toethalvt år glimret ved deres ikke-aktivitet. Muligvis fordi jeg i mellemtiden havde erfaret, at vores ejendom knap nok var repræsenteret i gårdlauget, men kun havde en suppleantplads i bestyrelsen. Generalforsamlingen skulle afholdes i Symbion på Fruebjergvej på den anden side af Ryparken, så jeg kunne regne ud at det ville tage mig trekvarter at gå derover da der jo ikke var nogen bus på tværs. Men jeg havde jo tid til det, så jeg travede derover, blot for at stå foran en låst dør. Heldigvis var jeg dog ikke alene, men der var andre fra gårdlaugets bestyrelse, som det lykkedes at få fat i nogen indenfor som kunne komme ud og lukke skydedøren op - hvorefter vi alle var spærret inde bag den næste dør, som faldt i lås da yderdøren blev åbnet. Og da vi derefter gik på jagt efter K2, som her ikke var et bjerg i Karakorum men det lokale vi skulle have generalforsamling i, fornemmede jeg at jeg nok ikke var velkommen i gårdlaugets bestyrelse. Selv om der måske nok var behov for det, for der var ikke nogen til mødet, som jeg kendte. Selv om det nok ville være interessant for mig, idet formandens beretning blandt andet gik på at man havde opdaget en forurening i naboejendommen med Helsingborggade. Hvilket egentlig overraskede mig, for så vidt jeg ved var vores karré det første byggeri på grunden efter at den i tidligere tider havde rummet en frugtplantage. Men årsagen skulle vist nok have været en gammel olietank, der ikke var helt tæt. Men efter halvanden time var generalforsamlingen forbi og jeg kunne traske hjem. Det var en usædvanlig fin efterårsaften med lav sol fra en skyfri himmel og jeg kiggede misundeligt efter løberne, der nu havde overtaget min gamle løberute ud mod Utterslev Mose.