Navigation:    
Start  >  Blog 
> 30. september 2021
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Generel fremgang - men løbet halter stadig Torsdag, 30.09.21

Summarisk er jeg heller ikke denne måned kommet i gang med at løbe selv om jeg flere gange har haft lyst til det. For når jeg en sjælden gang er i gang på løbebåndet synes det meget langt forude at skulle sætte tempoet op til de 4 km/h, som jo er mit foreløbige delmål. Men indtil det sker må jeg nøjes med mine sædvanlige og triste 0 km her i september. Ellers er resultaterne for denne måned at jeg er kommet i gang med styrketræningen da jeg har trænet underkroppen to gange i denne måned mod ingen i august - og ligeledes to gange for overkroppen mod en enkelt gang i august. Cykeltræningen er ligeledes blevet fordoblet fra 1 til 2 gange, hvorimod der er nedgang for de udendørs traveture fra 4 i august til 3 i denne måned. Så overordnet set er det en pæn fremgang - men det er jo nemt at lave fremgang når man kommer fra et svagt udgangspunkt, der var jo kun otte aktivitetsdage her i september mod syv i forrige måned. Og alligevel: Samtidig med at jeg har forøget træningen i motionscentret er jeg nu gået tilbage til den regelmæssige vægtstigning jeg havde på maskiner og vægtstang som jeg havde i 2019 før den første operation - og tilmed er det også lykkedes mig at sætte startvægten op fra 18 til 20 kg på min sidste øvelse prone leg curl, en startvægt jeg aldrig har haft før. Så nu hvor jeg er vendt tilbage til vægtene fra før coronakrisen skal jeg måske overveje at sætte vægtene op for øvelserne en ad gangen? For cyklingen lykkedes det mig i slutningen af august at komme over 10 km på den halve time jeg bruger som reference, og det er det lykkedes mig at holde fast i, og på den ene af de to cykelture kom jeg sågar op på 10,77 km. På cykelturene har jeg også noteret mig pulsintensiteten, der lå på 105 bpm. Nu har jeg jo aldrig målt puls under cykling før, men i de gamle løbedage svarede det til 58% eller knap 2. Så jeg skal op over 108 bpm for at jeg skal kunne betragte det som træning og ikke bare afslapning! Endelig, månedens tre traveture fandt denne gang sted i Kagsmosen, Geelskov og Veksø Mose, og specielt turen i Veksø Mose er jeg glad for at have lavet, for den havde jeg ikke lavet i år endnu, da ruten fra Smørum tilbage til Veksø ikke har været så god at gå med trætte ben efter den er blevet asfalteret for få år siden. Men denne gang havde jeg fundet ud af at jeg kunne tage bussen fra Smørum Kro til Veksø - og hvis jeg fanger den rigtige bus kan jeg komme direkte til Ballerup uden at skulle over Hove eller Roskilde.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.