For tyve år siden invaderede USA Afghanistan i deres selverklærede 'krig mod terror' efter terrorangrebet mod World Trade Center i New York. Og det lykkedes så vidt at man fik fat i Osama bin Laden, der var hovedmanden bag dette frygtelige angreb, og derefter gik man videre med en plan om at demokratisere Afghanistan, således at dette land aldrig mere kunne være en rede for udklækning af flere terrorister som det var set med Al Qaeda. Men det har været lidt som at slå i en dyne, for Afghanistan er som få andre lande styret af mange individuelle klaner, og fremskridtet kunne kun finde sted med sneglefart. Afghanistan havde sit egen terroriststyre, nemlig Taleban, og de havde tilsyneladende intet imod at give Al Qaeda husly, så amerikanerne havde vel tænkt sig at de kunne slå to fluer med et smæk ved at demokratisere Afghanistan. Men det gik langsomt, alt for langsomt, og tidligere på året erklærede amerikanerne at de ville trække sig ud af Afghanistan før 20-året for angrebet på World Trade Center den 11. september 2001, for nu måtte opgaven være løst, og man havde hverken ønske eller ressourcer til at spilde milliarder af dollars og amerikanske soldaters liv på en håbløs krig. For som man siger i Afghanistan, så har deres besættere urene mens de har tiden. Så for to måneder siden trak amerikanerne sig ud og gav deres allierede kun kort tid til at evakuere deres landsmænd, hvilket skete under tiltagende kaotiske forhold når tusindvis af mennesker forsøgte at redde sig ud af landets hovedstad Kabul via lufthavnen inden Taleban genindtog byen. Politiken havde derfor i søndags reserveret halvdelen af PS-sektionen til en yderst velskrevet fortælling om hvordan evakueringen fra Kabul fandt sted via Pakistans hovedstad Islamabad, set fra Forsvarets, Udenrigsministeriets, Beredskabsstyrelsens, menige afghaneres, den danske ambassadør i Pakistans og den pakistanske ambassadør i Danmarks synsvinkler. Interessant var det at det ikke bare var i Kabul der herskede kaotiske tilstande, men også i Islamabad. Og derved kunne jeg ikke tænke andet end at hvis vores forbindelsesofficer på Gasherbrum-ekspeditionen i 2008, Amjad, havde været der i Islamabad, havde han sørget for at eventuelle problemer var blevet løst inden de overhovedet var opstået.