|
|
Time - et tegn på Pink Floyds sidste salgsdag er nået
|
Torsdag, 28.10.21
|
Jeg har med tiden anmeldt mange plader her på bloggen, men aldrig et album med Pink Floyd, selv om jeg har næsten hele deres bagkatalog. Det skyldes uden tvivl at hele deres pladeproduktion fandt sted før jeg åbnede denne hjemmeside i 2000. Men i takt med udviklingen gennem det 21. århundrede, hvor de fleste i dag streamer musik, hvilket kræver apparatur jeg ikke er i besiddelse af, eller at musikken tidligere blev udsendt på CD, hvilket i dag heller ikke er en del af moderne computere, har jeg måttet gå yderligere en generation tilbage og taget fat i mine gamle LP-plader, for de virker jo stadig. Måske CD-mediet tilmed kun var en døgnflue, da CD-salget er raslet ned de seneste år mens salget af vinyler faktisk udviser stigning igen. Men jeg hørte for nylig dobbeltalbummet Delicate Sound of Thunder fra 1988, som jeg vel kan betragte som Pink Floyd's svanesang, da bagmanden bag Pink Floyd, Roger Waters, her endeligt har forladt Pink Floyd og David Gilmour har overtaget styringen. Og efter at have genhørt det album et par gange må jeg sige, at de moderne fremskridt med den tekniske optageteknik ikke nødvendigvis har hjulpet på Pink Floyd's 'lytværdighed' - eller måske det bare er et tegn på et band, der er gået ud over sidste salgsdag. Specielt faldt jeg over et af bandets største hits, Time, som blev udsendt på pladen Dark Side of the Moon for 48 år siden. Dengang var det jo yderst begrænset hvor mange genveje man kunne lave med optageteknikken, da man jo ikke havde de samme muligheder som i dag. Hvilket blot betød at man måtte være opfindsomme og lave masser af manuelt arbejde. Jeg husker stadig et interview fra dengang, hvor det var rigtige ure de brugte ved den fremragende åbningsscene, hvor alle lyde skulle optages på spolebånd, og hvor man ikke havde de samme muligheder for blot at sample lyden, som man har i dag. Man kan forestille sig hvordan bandets medlemmer fór rundt i studiet med stopure for at sikre sig at båndoptagerne blev startet i det rigtige øjeblik, for bånd havde man jo ikke uanede mænger af. Og efter at have hørt Time et par gange i den moderne og ret så tynde udgave måtte jeg nødvendigvis hive den oprindelige plade fra 1973 frem for at høre hvor friskt og sprødt det nummer havde lydt i gamle dage.
Pink Floyd: Delicate Sound of Thunder
Pink Floyd: Dark Side of the Moon
|
|