Navigation:    
Start  >  Blog 
> 7. november 2021
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Chai, et problematisk bekendtskab Søndag, 07.11.21

Det er nu fem måneder siden at jeg første gang stødte på Chai, en herboende thailænder. Og noget kunne tyde på at jeg har det med at tiltrække personer med forskellige svagheder eller personer der føler sig tiltrukket af mig. For Chais vedkommende var det nok at han søgte ligestillede, der ligesom ham havde haft en blodprop og derfor søgte gode råd om at komme videre med sit liv. Men i takt med at min fysik blev bedre efter min knæoperation i marts og jeg kunne stille min krykke til side blev forskellene mellem os tilsvarende større, og jeg bemærkede hvilke udfordringer Chai stillede mig. Det var jo ikke nok for mig at han også var gay ligesom jeg, men han var på ingen måde tiltrækkende for mig, hvilket jeg særligt bemærkede når vi en sjælden gang var i SLM sammen. For selvom hans fetich var Suit and Tie var hans gammelfarsfrakke og sixpence ikke spændende for mig. Han havde købt sig et årslangt A-medlemskab til SLM første gang vi var der, til trods for at jeg havde anbefalet ham at købe et kvartals-B-medlemskab, som var meget billigere til det forbrug jeg selv havde. Og sidenhen har jeg måttet høre ham brokke sig over at han ikke fik rabat når han betalte for et helt år men kun kunne bruge sit medlemskab i fem måneder. Specielt når han tilsyneladende vil have mig med hvis han skal gå i SLM. Og det er tilsyneladende heller ikke lokkende nok, for jeg skulle i SLM i går, hvor der var en bondage- og sleepsack demonstration som jeg skulle deltage i, og hvor man som A-medlem havde gratis adgang. Men den fravalgte da han i stedet foreslog vi skulle mødes på Oscar til en middag. Ved samme lejlighed købte jeg billet til årets julefrokost i klubben, og jeg havde derfor foreslået at vi kunne mødes i SLM, for så kunne han også købe sin billet. Men det havde tilsyneladende ikke hans interesse. Det lader ellers ikke at penge er noget problem for ham da han fra tid til anden taler om sine investeringer og end ikke overvejede det før han købte sit A-medlemskab til SLM. Ligesom han også kender Gud og hvermand i restaurationsbranchen og serverer the for Dronningen. Det harmonerer bare ikke rigtigt med at han ofte går med en pose til de tomme flasker han falder over. Jeg samler da også tomme flasker op når jeg er på vej hjemover, men gør det da ikke når jeg er på vej andre steder hen. Endelig kan det også blive et problem at vi kun kommunikerer på engelsk. Hvilket i og for sig ikke er noget problem for mig, da jeg har det fint med engelsk, mens Chais engelske er noget ubehjælpsomt og jeg ofte skal spekulere over hvad han egentlig mener. Hvilket er grunden til at jeg også her foretrækker skriftlig kommunikation som sms'er. Måske han heller ikke altid forstår hvad jeg siger, men i så tilfælde lader han sig ikke mærke med det, og det giver især problemer med aftaler hvis vi ikke er enige om hvad der er aftalt, specielt hvis han reagerer på en anden måde end hvad der forventes.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.