Navigation:    
Start  >  Blog 
> 15. november 2021
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Endnu en pille til samlingen Mandag, 15.11.21

Jeg synes ellers jeg har en pæn samling af lægemidler, som jeg har måttet tage efter blodproppen i 2013. Seks forskellige tabletter til regulering af blodtrykket (to slags) og hjerterytmen, blodfortyndende middel, kolesterolsænkende middel og D-vitaminpiller. Og efter knæoperationerne i 2019 og 2021 tager jeg stadig paracetamol som smertestillende middel, selv om det er på gradvis nedtrapning. Og for en halv snes dage siden var der så yderligere en pille der kom med på samlingen, og det var Itraconazol. Og det var fordi jeg over nogle måneder igen havde konstateret fortykkelse af neglen på 2. og 3. tå på højre fod og efter at have modtaget prøvesvar fra laboratoriet havde jeg spugt min læge om jeg skulle have en ny omgang med Finail, som jeg havde fået nogle år tidligere, men ikke syntes det rigtigt virkede. Eller om jeg skulle til konsultation. Lægen kunne bekræfte at der var tale om neglesvamp, da prøven viste tegn på dermatofyter. Så med baggrund i mit tvivlsomme udbytte med Finail fandt vi ud af at jeg skulle have Itraconazol. Checket på medicin.dk kunne jeg læse at Finail var en lokalbehandling, hvilket jeg kunne bekræfte, da det populært sagt var en neglelak, som dels var lidt besværlig at påføre og dels heller ikke virkede særlig godt. Hvilket nok var grunden til at lægen tog fat i Itraconazol, der var en systemisk behandling, hvilket jeg anser for en mere dybtgående behandling. To tabletter morgen og to tabletter aften i en uge, derefter tre ugers pause, en uges tabletter igen, tre ugers pause og endelig den sidste uge med tabletter. Men efter den første uge læste jeg indlægssedlen igennem da det jo var et nyt præparat, og her kunne jeg læse at jeg skulle tale med min læge hvis jeg tog kolesterolsænkende medicin som fx atorvastatin (det er nu rart at vi har et velfungerende sundhedsvæsen, der altid er til rådighed). Så det gjorde jeg, og spurgte om jeg skulle holde pause med atorvastatinen i de to resterende uger jeg skulle tage itraconazol, da atorvastatinen jo kun var forebyggende. Og han svarede at jeg skulle holde helt pause med atorvastatinen indtil en uge efter afsluttet itraconazolbehandling. www.medicin.dk kunne desuden fortælle, at itraconazol ville øge virkningen af atorvastatin, hvilket nok var grunden til at jeg skal holde den lange pause med atorvastatinen, så jeg ikke de facto vil få en overdosis.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.