Navigation:    
Start  >  Blog 
> 30. november 2021
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Endelig løb igen Tirsdag, 30.11.21

To år og fem måneder efter jeg gennemførte min sidste løbetur i fri luft, hvilket var min sædvanlige 4,4 km rundtur i Dyrehaven, er det endelig lykkedes mig at få løbet en smule igen. For på en travetur i Geelskov i fredags, hvor jeg følte mig rimelig godt til mode tænkte jeg, at det jo ikke kunne skade at prøve at løbe lidt, til trods for at jeg egentlig var temmelig skeptisk over at løbe uden at have noget solidt at holde i. For det sidste par gange hvor jeg har været i motionscentret har jeg været glad for at kunne tage fat i håndlisten når jeg satte farten op. For min balance har jo ikke været den bedste siden knæoperationerne, hvilket kirurgen havde sagt var ganske normalt. Men jeg prøvede alligevel med at jogge lidt stille og roligt. Næppe hurtigere end når jeg gik, men det vigtigste var jo også at finde ud af om jeg stadig kunne holde rytmen, og det var ganske tilfredsstillende at konstatere, at det faldt mig ganske naturligt selv om jeg ikke har løbet i over to år. Jeg tænkte på min opstart efter blodproppen i 2013, hvor jeg havde løbet en 70m distance på stranden ud for Ellingelyng fire gange. Men med slæbende fødder, således at sandet fløj til alle sider når jeg løb. Men løbe, det gjorde jeg, og det gjorde jeg også der i Geelskov. Men vidste ikke hvor langt, hvor hurtigt eller hvor længe, så det måtte jeg prøve næste gang jeg var i motionscentret. Og det var jeg tre dage senere, hvor jeg kunne løbe de samme 70m i 5,3 km/h (11:19-tempo). Og tilmed både kunne sætte både distance og tempo op på de følgende sæt, således at fjerde og sidste sæt var 130m i 5,9 km/h (10:10-tempo). Så for første gang i lang tid kan jeg notere mig 1 km løb her i november. Hvilket jeg naturligvis var ganske tilfreds med, men i næste måned må jeg prøve om jeg kan lave det samme uden håndlisten. Og derefter må næste mål være at løbe 450 meter i streg så jeg også kan løbe rundt om søen i Kildevældsparken!
Ellers kort om de andre aktiviteter. Fysisk aktive dage gik fra 8 i september måned over 9 i oktober til 10 i november måned, og det kunne jo tyde på en forøget fysisk aktivitet. Cykeltræningen er også gået lidt fremad igen, da jeg nu typisk får kørt 10,9 km på den sædvanlige halve time. Og der er også fremgang på vægttræningen, da jeg for yderligere to øvelser har lagt ekstra vægt på starten og alligevel har klassisk vægtstigning. Så håber jeg bare at coronaen ikke tvinger min gym til at lukke igen. Til sidst har jeg tilsyneladende fast foretaget en travetur om ugen også i november, således at jeg ud over turen i Geelskov også har travet i Dyrehaven, Kagsmosen og Furesøparken.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.