|
|
Kamp om coronatests
|
Mandag, 13.12.21
|
For en god uge siden var jeg som bekendt til den årlige julefrokost i SLM, men fire dage senere fik jeg en noget urovækkende besked fra bestyrelsen om, at der havde været en deltager til stede, som efterfølgende var konstateret smittet med corona, og jeg blev opfordret til at blive testet med en PCR-test eller en hurtigtest hurtigst muligt. Men hvis jeg ikke havde symptomer på COVID-19, behøvede jeg ikke gå i selvisolation som anden kontakt. Og det tænkte jeg da lidt over, for faktisk havde jeg sovet ganske dårligt på natten efter julefrokosten, da jeg havde svedt meget, gentagne gange havde sure opstød og måtte hoste flere gange selv om det var midt om natten, hvor jeg burde sove. Den gang tænkte jeg på at jeg nok havde fået for meget at spise og drikke, men normalt plejer det ikke at ytre sig på denne måde. Alligevel havde jeg tænkt på, at det jo kunne være corona, så jeg forsøgte at få tid til denne famøse PCR-test. Men selv om hjemmesiden viste at der var 0-15 minutters ventetid ventede jeg i over en halv time uden at der skete noget, og så havde jeg opgivet det. Men da jeg fik denne urovækkende besked om corona i omløb tænkte jeg at jeg nok hellere måtte prøve igen at blive testet, der var jo noget om at coronasmitte viste sig på fjerdedagen, så derfor var det jo netop tid nu. Men hjemmesiden gav blot det samme svar med 0-15 minutters ventetid uden at der skete noget videre, og det selv om jeg forsøgte flere gange, hver gang med 20-30 minutters ventetid. En enkelt gang kom der dog et andet startbillede, som jeg genkendte fra da jeg skulle have lavet en test forrige sommer. Men få minutter senere skiftede skærmbilledet til det sædvanlige med 0-15 minutters ventetid. Og heller ikke denne gang skete der noget selv om jeg ventede i 52 minutter. Jeg konkluderede derfor at jeg nok ikke var smittet, da jeg ikke havde haft noget symptomer siden hin urolige nat, at jeg ikke havde haft den sved (=feber?) siden den nat og jeg i øvrigt fortsat kunne dufte og smage som vanligt. Og da jeg lørdag aften checkede min e-Boks kunne jeg se at jeg nu var blevet inviteret til 3. stik og tænkte, at hvis ikke jeg kunne få en test kunne jeg da i det mindste få en vaccine, og hvis jeg kunne få den inden jeg tog til Paris ville det være dobbelt godt. På den hjemmeside hvor vaccinen kunne bestilles var der en ledig tid i Øksnehallen i dag, men da jeg skulle bekræfte den tid var den allerede væk. Så nu har jeg en tid på Ofelia Plads på onsdag i stedet.
|
|