I fire år og tre måneder havde jeg regelmæssigt chattet med Kimmetje, en half-breed congolesisk belgier, om muligheden for, en dag at kunne bryde med ham, for han havde et utroligt vindende smil og nogle fantastiske mørkebrune øjne som gjorde mig blød i knæene - og det selv om de nu var lavet i titanium! Til sidst var det dog lykkedes mig at få en brydekamp i stand da han fortalte mig at han egentlig havde lyst til at tage til Paris men ikke havde lyst til at tage afsted alene. Men så foreslog jeg at vi jo bare kunne mødes dernede, og på få dage var planen klar: jeg ville flyve ned til Paris mens han ville tage toget fra Bruxelles. I dag skulle vi så mødes selv om coronaen bredte sig uhæmmet i disse dage, men både Danmark og Frankrig forsøgte at holde de respektive lande åbne, da det ville medføre andre problemer hvis landene blev lukket ned, hvilket man havde lært af den foregående vinter. Så denne eftermiddag landede jeg i Aéroport Charles De Gaulle, og selv om jeg ikke havde været der siden 2000 hvor jeg var fløjet derned sammen med Jan Bønding for at deltage i UIAAs generalforsamling og vi dengang blot havde taget en taxi til hotellet skulle jeg nu finde RER-stationen, hvorfra der var tog, der kørte uden skift til Gare du Nord, hvorfra der blot var 1200 meters gang til Rue de Lancry, hvor Kim havde booket en Bed&Breakfast lejlighed. Jeg havde dog ikke gode erfaringer med Gare du Nord, for da jeg havde været her før i 2018 havde det hverken været muligt for mig at købe en togbillet videre eller overhovedet forlade området når jeg ikke kunne få en billet - indtil en betjent lukkede mig gennem afspærringen. Og noget lignede gentog sig denne gang. Jeg mente jeg havde den rigtige retning gennem storcentret, som stationen var bygget sammen med, men endte på en metrostation som ikke havde udgang til gadeplan. Først nogen tid senere fandt jeg en udgang, men havde på daværende tidspunkt mistet orienteringen. Med trætte ben nåede jeg frem til en anden metrostation som jeg lige akkurat kunne finde på kortkanten og fandt derved ud af at jeg havde lavet en rigtig 180'er og var gået mod nord i stedet for mod syd. Og det selv om jeg på Gare du Nord havde gået efter skiltene mod syd. Men nu vidste jeg i det mindste hvor jeg var, så jeg skulle 'blot' gå den lange vej tilbage og fortsætte mod Rue de Lancry. Jeg informerede Kim over telefonen og han sad med de andre brydere og ventede på mig. Jeg kunne jo ikke spå om hvornår jeg ville være fremme, men nu gik jeg iväg. Et kort kan jo ikke bruges til noget hvis ikke man ved hvor man er, men det vidste jeg nu, så efter Gare du Nord (denne gang på den rigtige side af afspærringen) gik det hurtigt fremad. Fandt nemt frem til Rue des Vinaigriers, for enden af hvilken Rue de Lancry ville være, og så skulle jeg blot frem til nr. 63. Fandt nr 62, men så skiftede gaden navn - og hvor var nr 63? Jeg informerede Kim over telefonen og beskrev hvor jeg var, og han ville sende en af de andre fyre afsted efter mig. Kort efter dukkede Wresbear75 op, ham skulle jeg ellers først have brydet med lørdag. Men selv om han var her nu ville der ikke blive nogen brydning i aften, for dertil havde jeg ganske simpelt for trætte ben.