Kim tog hjemover ved middagstid da han havde fået de private brydekampe han havde planlagt, og jeg fik da også min omend begrænsede ration i dag, idet Wresbear75 desværre havde måttet melde afbud til den planlagte kamp kl.17, da han havde været for tæt på en coronaramt kvinde på arbejdet og derfor nu skulle betragtes som en nær kontakt. Men Laurent aka lutte95 stod klar foran mit hotel kl.15 som planlagt, så han ville blive den sidste fyr jeg skulle bryde med her under mit ophold i Paris. Laurent var en af de fyre jeg havde brydet med da jeg i 2018 var i Paris for at bryde mod Alain og en stribe andre brydere, og dengang havde jeg naturligvis respekt for ham, da han allerede dengang havde haft over hundrede modstandere. Nu havde han 177 modstandere, men jeg var tilsyneladende også blevet bedre, for selv om han var overlegen fra starten lod jeg mig ikke kue, og det blev til en lang kamp, hvor ingen af os ville tappe ud, omend jeg klart var i defensiven det meste af tiden. Og det var rart at kunne bruge sine muskler på en rigtig modstander og ikke bare hjemme i motionscentret. Vi fik så en kamp på en god times tid og så var der time-out så Laurent også kunne nå at få et bad inden han skulle hjemover igen. Da Laurent var gået henfaldt jeg til min klassiske hotelværelsesbeskæftigelse, nemlig at glane flimmer. Men hen under aften måtte jeg hellere krabbe ud på jagt efter noget at spise inden alt lukkede ned. Jeg ville dog ikke gå for langt, og på hjørnet af Magenta fandt jeg hvad jeg havde brug for, nemlig en hyggelig café hvor jeg hurtigt kunne få et simpelt men godt måltid mad. Indendørs var der en hyggelig stemning, for dette var en rigtig fransk café, som i høj grad mindede mig om den lidt anonyme bar på Place de l'Eglise i Chamonix. Og med La Belle Epoque spillende svagt i baggrunden kunne jeg hurtigt føle mig hjemme. Og caféens navn kunne naturligvis ikke være andet end chez Pierre. Da jeg så menukortet kunne det ikke være andet end en Pavé de boeuf jeg skulle have, og det med en lille flaske Cotes du Rhône til. Så jeg var næsten tilbage i de glade dage omkring 1990, og jeg følte mig næsten hjemme igen, jo, Paris er slet ikke så dumt et sted at være, og jeg havde et helt andet indtryk af byen nu end da jeg et par dage forinden forsøgte at finde vej frem til Rue de Lancry. Mens jeg nød min brosten af en bøf studerede jeg den righoldige opstilling af spiritusflasker på hylden over baren - og spærrede øjnene op da jeg så at de (selvfølgelig) også havde Pastis nr. 51, en spiritus som jeg ikke kunne forbinde med andet end Frankrig, for det var det eneste sted hvor jeg kunne få den. Så den måtte jeg selvfølgelig have et glas af til min chokolademoussedessert. Og så kunne jeg bare sidde og svømme hen - så meget at jeg snart efter måtte have en pastis mere.