|
|
Atomkraften truer stadig
|
Fredag, 07.01.22
|
Nu havde jeg ellers troet at atomkraften var død og begravet da jeg ikke havde hørt meget til denne energikilde i mange år, men her efter årsskiftet har jeg overraskende nok læst flere artikler der omtaler dette sprængfarlige emne. For i lyset af at mange nationer verden over har søgt med lys og lygte efter en energikilde der ikke sviner planeten til sådan som mange af de gængse brændstoffer som olie og gas har gjort det i mange år - og stadig gør det - er der flere meningsdannere som slår et fornyet slag for anvendelse af atomkraft som en ren energikilde. Og det er jo rigtigt nok i visse situationer, men atomkraften har da også visse ulemper som man ikke har fået løst endnu. Jeg hørte i dag ordføreren for Enhedslisten nævne flere gode grunde til at partiet fortsat ikke kan anbefale atomkraften. Blandt andet at der fortsat er udfordringer med bortskafning af affaldet og at atomkraft ikke er en quickfix for at løse energikrisen da erfaringen siger at det tager mange år at få bygget en nyt atomkraftværk. Et nyt atomkraftværk koster rigtig mange penge, så i stedet skulle man bruge pengene på at udbygge sol- og vindkraft, som jo er rigtige grønne energikilder og ikke bare en greenwashing af en i årtier udskældt teknologi. Selv har jeg for en del år siden også været tilhænger af atomkraft, men i takt med at teknologien har gjort grønne energikilder så meget billigere end for en snes år siden er min begejstring for atomkraft kølnet noget. Og så har jeg slet ikke omtalt den risiko der er til stede når atomenergi falder i de forkerte hænder. I mandags har verdens fem officielle atommagter (USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig) lovet hinanden at begrænse spredningen af atomvåben og derved sikre at der aldrig udbryder en atomkrig. Og selv om det jo lyder meget godt arbejdes der jo stadig med nye atomare sprængstoffer og fremførsel af disse og der også er andre lande som er i besiddelse af atomteknologi (Indien, Pakistan og Israel) samt andre lande der er på springbrættet til at træde ind i denne eksklusive atomklub (fx Iran og Nordkorea) er der ikke meget der tyder på at Verden bliver et fredeligere sted at være end den har været de seneste årtier.
|
|