Navigation:    
Start  >  Blog 
> 19. januar 2022
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Første løb uden håndliste siden 2019 Onsdag, 19.01.22

Muligvis den foregående blog om mine planer for dette nye år havde inspireret mig til at komme lidt nærmere på at kunne løbe igen. For ganske vist havde jeg i det seneste par måneder to-tre gange forsøgt mig med at løbe på løbebåndet når jeg var i motionscentret, men det var aldrig rigtig blevet til noget, for hver gang hvor jeg gik fra gang til løb var det med et solidt greb i håndlisten så jeg kunne være sikker på at jeg også kunne styre min krop når jeg foretog nogle af mine slæbende skridt, således at jeg ikke blev skudt bagud af løbebåndet hvis jeg snublede. Jeg havde nemlig de seneste par gange overvejet, at hvis jeg løb langsommere var der måske bedre chance for at jeg kunne løbe mere naturligt, og at der derfor ville være mindre chance for at jeg ville snuble. Inspirationen dertil havde jeg fået fra de mange gange hvor jeg havde gået en tur i Kildevældsparken og jeg der havde bemærket en fyr, som langsomt tullede rundt om søen, og der havde jeg sagt til mig selv, at det ville jeg også kunne gøre. Med den forskel, at hvor han gjorde det gjorde jeg det ikke. Så da jeg var i motionscentret i dag så jeg stort på mit gamle princip om, at hvis jeg bevægede mig med mindre end 6 km/h var der ikke tale om løb, men allerhøjst en hurtig gang. Men da jeg i forvejen kun foretager langsom gang ville hurtig gang jo heller ikke være at foragte. Så da jeg var i motionscentret i dag nøjedes jeg med at sætte tempoet til 5 km/h og modstod fristelsen til at holde fast i håndlisten, og så måtte vi se hvordan det gik. Og det gik faktisk ganske udmærket, for jeg følte ikke nogen speciel trang til at holde fast i håndlisten - men for så vidt heller ikke nogen trang til at sætte tempoet op, selvom det jo er min bagtanke med at starte ud så langsomt. Men mon ikke det bliver bedre når jeg er blevet mere fortrolig med at løbe igen, jeg har jo ikke løbet i toethalvt år. Så jeg fortsatte i mit langsomme tempo mens jeg tænkte, at det nok skulle være muligt for mig at løbe 450 meter uden stop, som cirka er distancen rundt om Kildevældssøen. Og da jeg nærmede mig 450 meter flyttede jeg målet til 600 meter - og satte først tempoet ned da jeg rundede de 800 meter!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.