Det kinesiske nytår blev skudt i gang i mandags, for det følger månefaserne og ligger ikke på en fast dato i kalenderen. Tirsdag den 1. februar var det nymåne, og det indikerede derved tidspunktet hvor den kinesiske kalender går fra oksens år til tigerens år. I Kina betyder det begyndelsen på en lang række dage med festivitas og samvær med venner og familie og også en større forbrugsfest, så på mange måder minder det kinesiske nytår om den vestlige fejring af juleaften. Det var også noget som man selvfølgelig havde bemærket på den kinesiske restaurant Den Kinesiske Mur i Sundby, men om det også var årsagen til at Chai også havde foreslået vi skulle spise sammen på den restaurant i tirsdags var dog noget mere uvist. Forinden havde jeg dog checket restaurantens hjemmeside, og de gjorde meget ud af at de havde en buffet med 132 retter. Hvilket selvfølgelig skulle gøre restauranten mere tiltrækkende, men i disse madspildstider syntes jeg dog det var mere upassende at man tilberedte 132 retter uden at vide hvor meget efterspørgsel der ville være, for alt andet lige vil det naturligvis give anledning til en større mængde madspild, hvilket ingen jo kan være interesseret i. Men vi mødtes der kl. 18.30 og jeg så straks det enorme bord med foliebakke efter foliebakke med mad, så vi kunne jo bare gå løs. Vi startede ved på et lille sidebord hvor der var to supper: dels en kinesisk Shanghai suppe og dels en mere europæsisk hønsekødsuppe. Naturligvis tog jeg for mig af shanghaisuppen, og den smagte så godt at jeg måtte have en lille portion mere. Men så trak jeg følehornene til mig, da der jo stadig ventede 130 retter på det store bord. Men det var på sæt og vis temmelig skuffende. For ganske vist smagte de første retter ganske godt og de havde også god tekstur, men som jeg bevægede mig igennem retterne syntes jeg ikke der var nævneværdig forskel på retterne. På teksturen måske, men det virkede som om de var krydret med det samme krydderi, og så bliver det hurtigt lidt kedeligt når der ikke er den større forskel på retterne. En del af bordet var reserveret til råt kød, fisk og skaldyr, og det var tilsyneladende hensigten at man skulle vælge noget herfra hvorefter det kunne varmebehandles et andet sted i restauranten, men det fandt jeg aldrig ud af. I stedet fandt jeg et hjørne hvor de havde forskellige sushianretninger, og de var for så vidt gode nok; jeg erindrede dog at sådanne smagte bedre på en decideret sushirestaurant. Så måltidet sluttede i softice-baren, for det går man jo ikke skævt af. Faktisk mindede den store buffet mig om den mad jeg i 2005 fik da jeg rejste gennem Tibet sammen med Klaris, så på den måde var Den Kinesiske Mur ganske autentisk, men næppe værd et besøg mere. Specielt fordi jeg den følgende nat, efter tre timers urolig søvn, måtte op og kaste op!
         
Den Kinesiske Mur