Nu har vi haft fred i Europa det sidste kvarte århundrede siden der til sidst blev fred på Balkan, og kampvognsbevægelser i den større stil har vi ikke set siden Anden Verdenskrig, noget jeg heldigvis har været forskånet for, mens Balkankrigene kun er noget jeg har holdt mig orienteret med rent perifert i TV. Så krig er for mig og mange andre et temmelig abstrakt begreb, det er noget som andre lande er uheldige at rende ind i, og det typisk fordi de har en uberegnelig statsleder. Hvorimod her i Europa har jeg lullet mig ind i trygheden om, at sådan noget er vi jo for længst kommet over her i Europa, for folkene her i Europa må forventes alle at være forstående overfor at vi jo alle er vidende om hvor værdifuld denne, vores eneste Jord er, og den gavner man jo ikke ved at sprænge bomber i tide og utide her. Ganske vist er vi godt igang med at brænde jorden af med den globale opvarmning, men det er heldigvis ved at gå op for Mennesket - eller i det mindste de fleste af os - at det kommer der heller ikke noget godt ud af. Men det er en anden historie. Nu er krigen vendt tibage til Europa som et spøgelse fra fortiden. Tidligt i går morges foretog Rusland et fuld-skala angreb på Ukraine, orkestreret af Ruslands autokratiske diktator Vladimir Putin, der følte sig forsmået på Zarriget Ruslands vegne da Sovjetunionen gik i opløsning i 1990. Han har brugt de mellemliggende år på at genopbygge det Rusland som blev den tilbageværende (og største) rest af den tidligere supermagt Sovjetunionen og viser tydelige tegn på at han vil gøre hvad Gorbatjov, Yeltsin og Medvedev som "uduelige" ledere har affundet sig med i de mellemliggende mere end tredive år. Faktisk viser Putin tegn på at han ikke har forstået at verden har ændret sig i mellemtiden. Han ser tydeligvis Vesten, og især Nato, som Ruslands største fjende, og han er fast besluttet på at underkue denne fjende ene mand, for i hans optik er han jo en stærk mand, et billede han tydeligvis også gerne vil pådutte omverdenen. Men selv om han gerne vil fremstå som den stærke mand med nøgen overkrop bryder han sig ikke om at Rusland skal stå strippet tilbage uden sine omgivende lydstater, som Sovjetunionen havde det, og han vil tydeligvis gerne genskabe disse bufferstater, uanset om det så vil ske på tværs af internationale aftaler og konventioner. Vi så det med Abkhasien, som tidligere var en del af Georgien, og vi så det i 2014 hvor Rusland også annekterede Krim. Sidstnævnte var dog kun et forspil, for efterfølgende støttede Rusland de ukrainske udbryderregioner Luhansk og Donetsk indtil Putin i mandags anerkendte disse to regioner som selvstændige republikker. Indtil han i går valgte sit storstilede angreb på hele Ukraine.