|
|
Tilbage til bjergbestigning igen?
|
Fredag, 18.03.22
|
I sommeren 2013 blev jeg ramt af en blodprop, hvilket desværre fandt sted mens jeg afholdt min sommerferie i Canada. Godt nok i landets hovedstad Ottawa og ikke ude i ødemarken, så jeg havde i princippet mulighed for at få lægehjælp med det samme. Men jeg havde jo aldrig prøvet at få en blodprop før, så jeg skulle jo bare have liv i min sovende arm igen og alt ville være i orden. Derudover havde jeg jo en flybillet hjem igen dagen efter så hvis der var problemer kunne jeg ikke forestille mig andet end at det kunne ordnes når jeg var hjemme igen. Min rehabilitering gik faktisk meget godt, vel nok fordi jeg i mange år havde været et aktivt menneske og jeg kom noget hurtigere tilbage til brydningen end kirurgen havde stillet i udsigt. Men løb og bjergbestigning var jeg aldrig kommet tilbage til omend jeg nu endelig er begyndt så småt med at løbe på båndet nede i motionscentret - men bjergbestigningen er jeg ikke kommet tilbage til, selv om jeg i august 2014 genbesteg det 163 meter høje Bukit Timah, der er Singapores højeste bjerg. Det er ellers ikke fordi det fra min side har skortet på mere eller mindre vilde planer om at bestige bjerge i Wallis igen, men der er nok en grund til at de ikke er blevet til noget. For selv om selv disse ture nok skulle være overkommelige for mig at gennemføre gør længderne at jeg skal påregne at forberede mig på en overnatning undervejs, og det vil jo være en helt andet historie hvis jeg skulle slæbe på en halvtung rygsæk undervejs - specielt hvis jeg skal gå alene. Men i forbindelse med min ferieplanlægning er der dukket to muligheder op denne sommer, og begge disse muligheder involverer rigtige bjerge, og ingen af disse muligheder vil kræve at jeg overnatter undervejs på turen. Den ene tur går til Norge, hvor jeg sammen med Ole Johan fra Bygdøy ved Oslofjorden gerne skulle kunne bestige Kjerkeberget, som med 631 meter er det højeste bjerg i Oslo fylke. Han er også Converse aficionado ligesom jeg, og vi har i ti år talt om at skulle gå en tur i Nordmarka i vore Cons. Og da jeg ved nytårstid chattede med ham var han helt med på at lave den tur vi havde talt om i ti år, dog nu mere præciseret i Kjerkeberget. Den anden tur går til High point i Kittatinny Mountains i Appalachians, som med en højde af 1804 fod (550m) er det højeste bjerg i New Jersey, og her er min ven John med på at vi går en tur derop når jeg besøger ham ved deres Independence Day. Typisk for USA kan man køre i bil til toppen, men jeg vil selvfølgelig gerne gå til toppen for egen kraft og har derfor udpeget den 5,6 km lange Monument Trail som min udfordring. Og mindst en af disse to ture burde vel kunne lykkes for mig!
|
|