I april for ti år siden var jeg som mange gange før taget på vandretur i det svenske med Allan Hilliger, også kendt som Piv, og den tur gik fra Simrishamn til Löderup Strandbad i det sydøstlige hjørne af Skåne. Og den tur skulle vise sig at blive den sidste vandretur jeg foretog med ham. Uvidende herom fik denne konsekvens derfor ikke nogen særlig omtale her på min blog - men blot en almindelig omtale af vandreturen, hvorfra jeg har klippet dette udtog: "Den første dag bød på sol fra en skyfri himmel, omend der af og til kom havgus ind fra havet, og den første aften fandt vi en god lejrplads inde i skoven bag Norrekås. Morgenen bragte mere vejr af samme slags, og det meste af dagen i dag vandrede vi ude på sandstranden, hvilket gjorde vandringen en smule tungere, og til tider også var en noget speciel oplevelse, da stranden nær Mälarhusen var nærmest mennesketom og med de drivende tågebanker var det er nærmest ujordisk landskab. Til sidst nåede vi frem til Skånes sydøstligste hjørne, markeret med fyret ved Sandhammeren. Her gik vi ind i strandskoven, hvor vi fandt endnu en god lejrplads - Allan slog sit telt op, mens jeg syntes det var fedt at ligge ude og bivuakere og kigge op i stjernehimlen.
Hvorfor vi holdt op med at foretage disse vandreture sammen skyldtes nok at jeg mange år forinden var begyndt på et projekt om at vandre hele vejen op gennem Sverige på en række deletaper, et projekt som jeg kaldte "Sverige på langs". Dette projekt havde selvsamme Allan faktisk også selv været min inspiration til efter han havde set en TV-udsendelse om vandring på Kungsleden i Lappland, hvor jeg også havde vandret en del i start-firserne. Og med dette projekt var det min idé at jeg ville forbinde vandringen i Skåne med vandringen i Lappland for at vise ham hvor langt der var til Kungsleden. Men i takt med at deletaperne kom længere og længere nordpå blev etaperne også længere, da der kom større afstand mellem busforbindelserne til de halvøde svenske skove, ligesom etaperne af samme grund også blev længere. Dette syntes jeg ville være en god forsmag på vandring i Lappland mens Allan realiserede at der var forskel på at se vandring i fjeldet på TV og selv slæbe sin tunge rygsæk. Og da vi nåede frem til Charlottenberg på jernbanen mellem Göteborg og Oslo ville Allan ikke med længere, hvorefter jeg måtte vandre de følgende deletaper alene.
Dagblog 15. april 2012: Strandvandring mod Sandhammaren