|
|
Forvirring i Kastrup
|
Tirsdag, 12.04.22
|
Danmark løsnede samtlige sine coronarestriktioner i starten af februar, og noget tøvende er andre lande ved at være på vej; i hvert fald er der nu bedre muligheder for at rejse til udlandet, selv om det ikke nødvendigvis betyder at man kan slippe for coronarestriktioner. Jeg har jo snesevis af brydere der venter på at få en omgang med mig, men hvorvidt dette er realistisk måtte jo komme an på en prøve, så derfor tog jeg i dag med SAS til Düsseldorf for at bryde med et par udvalgte fyre. Initiativtager var denne gang Dadwrestler, som jeg havde brydet med i 2018, for han ville gerne bryde med mig igen. Han havde dog ingen mulighed for at tilbyde plads til at bryde på, men da han boede i Köln, hvortil han efter 2018 var flyttet fra Remscheid tænkte jeg, at vi kunne mødes hos g6fighter i Düsseldorf, som kun var en kort tur med regionaltoget fra Köln. Jeg havde jo masser af tid, så g6fighter kunne for så vidt selv bestemme tidspunktet jeg kunne besøge ham på, og det blev således i dag jeg kunne tage til Düsseldorf. Hvorefter Dadwrestler fortalte mig at disse dage var han bortrejst på ferie. Det var jo beklageligt, men nu var billetten jo købt, så kunne jeg i det mindste glæde mig over, at jeg ville få mulighed for at bryde med g6fighter igen, nu for 6. gang. Det var dog lige før at jeg ikke var kommet til Düsseldorf, for jeg skulle flyve med en lille maskine og var i god tid klar ved gaten. På et tidspunkt blev boarding kaldt ud for sektor A, B, D og E, men jeg var jo i sektor F, så jeg ventede troskyldigt på at det blev min tur. Der opstod så nogen forvirring da der skulle checkes en storfamilie på seks personer ind, men så var moderen ikke dukket op ved gaten endnu, og det var et problem. For hvis hun ikke kom måtte de fem tilstedeværende tage afsted uden hende eller de måtte alle købe nye billetter til et senere fly. Jeg huskede dog ikke SAS som så strenge; det var jo ikke Ryanair det her. Men det gik godt, for et par minutter senere dukkede den manglende person op i fuldt firspring og de kunne alle gå ud til bussen, der kørte ud til flyet. Og dog. For nu stod der på tavlen at gaten var closed. Og der havde ikke været noget udkald til sektor C og F. Så måtte jeg træde i aktion og gik op til skranken for at høre hvornår sektor F ville blive kaldt ud. Det kommenterede hun så ikke rigtig på, andet end at hun havde sat et skilt op med boarding for sektor F. Hvorfor hun havde valgt, blot at sætte et skilt op (som jeg ikke kunne gennemskue hvor skulle stå og aldrig så) og ikke kalde sektor F ud som hun havde gjort med de andre sektorer, stod hen i det uvisse. Hun havde tydeligvis gjort en fejl i forvirringen, men trods alt kaldte hun bussen tilbage for endnu en kørsel ud til flyet så også jeg kunne komme med, som den sidste passager.
|
|