Navigation:    
Start  >  Blog 
> 27. april 2022
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Kaffe og krydderier Onsdag, 27.04.22

Jeg har vænnet mig til at købe min kaffe i Irma, for jeg har altid syntes at Irma's den blå passede til mine smagsløg, og i forrige måned var det på tide at jeg købte en ny forsyning, for der plejer fra tid til anden at være tilbud på netop den kaffe. Men det havde der ikke været i nogen tid nu, så på vejen til fitness slog jeg vejen om Irma for at købe en ny pakke eller to. Og ganske overraskende bemærkede jeg, at de fra samme dag havde tilbud på netop min kaffe, fire pakker for 135 kr kunne jeg ikke rigtigt stå for selv om jeg knap nok ville have plads i min taske når jeg også havde træningstøjet liggende. Og nu jeg var der ville jeg også se om de havde noget hvid peber. Hvid peber brugte jeg når jeg lavede min egen version af Pasta Carbonara, men min krydderibøtte med hvid peber var løbet tør for nogen tid siden. Hvilket ikke kunne være nogen overraskelse, for den havde jeg købt i min lokale Brugsen i midt-90erne med udløbsdato 1. januar 1997. Den Brugsen havde lukket for adskillige år siden og var blevet erstattet af min lokale Irma. Så når jeg nu ikke længere havde en Brugs i mit nabolag kunne det jo være at Irma havde hvid peber, de var jo kendt for at have et væld af specialiteter, omend priserne fulgte med. Og efter nogen søgen med en af forretningens ansatte lykkedes det os at støve noget hvid peber op. Dog ikke i den stødte udgave men som helkorn, og ikke med 40 gram i boksen men kun 30 gram, til gengæld var den så også økologisk. Men da jeg havde været næsten 30 år om at bruge de gamle 40 gram peber gjorde det ikke noget at der nu kun var 30 gram i boksen. Og nu jeg var i humør til at eftersøge gamle krydderier tænke jeg: Gad vide om de måske også havde den søde indonesiske sojasovs, der gik under navnet Ketjap Manis? For den havde jeg også købt i min hedengangne Brugs, og da den jo var lukket havde jeg uden held prøvet at opspore den i de andre Brugser jeg kendte på Odsherred. Og efter at have trisset rundt nogen tid lykkedes det mig faktisk at finde en sådan flaske så jeg fremadrettet kunne få mere smag på mine kyllingeretter. Det betød så også at jeg ikke blot kunne slippe med 135 kr. for kaffen men måtte hoste op med summa summarum 193 kr. Men det var det værd. Og peberkornene kunne jeg så fylde i min reservepeberkværn så de to smage kunne holdes adskilt.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.