Først på ugen rapporterede jeg om min klassiske forårsbebuders komme, og da jeg jo bor midt i København kunne jeg naturligvis ikke rapportere om årets første lærkesang, men lyden af en anden fugl, der er mere knyttet til storbyens asfaltjungle. Jeg tænker specielt på mursejleren, der, som den hurtige langvejstrækker som den er, let kan flytte sig når den fornemmer, at nu er vejret godt nok til at der er tilstrækkeligt med insekter her på vore nordlige breddegrader til at den kan få et tilstrækkeligt stort måltid mad. Mens jeg kan være nogenlunde sikker på at jeg kan høre mursejleren når den er kommet står det anderledes til med gøgen. For selv om dens kukken er lige så karakteristisk som mursejlerens metalliske hvinen og vel også kan høres lige så langt omkring i omgivelserne er mursejleren jo en karakterfugl for storbyen, mens dette jo ikke kan siges at være tilfældet for gøgens vedkommende. Men i dag var jeg ude på min ugentlige travetur, der i denne uge bragte mig til Dyrehaven. Og mens jeg sad og slappede af på min traditionelle hjemvejsbænk sydøst for Eremitageslottet kunne jeg pludselig høre gøgens kukken over skoven. Nu er gøgen jo ikke en fugl man ser så meget til, da man hører den i langt højere grad end man ser den. Gøgen er jo interesseret i at holde sig mere skjult, så den kan udføre sin lyssky gerning med at stjæle æg fra passende byttedyrs reder, således at den kan i skjul kan lægge et af sine egne æg i stedet. Gøgen er nemlig genetisk så snu, at dens egne æg til forveksling ligner æggene fra den fugleart, som fremadrettet bliver værtsfamilie, således at de udruger gøgens æg i tro at det er dens egne. Æggene er tilmed så smart indrettet at de klækker lidt hurtigere end værtsfamiliens egne æg, således at gøgeungen kan verfe værtsfuglens egne æg og unger ud over kanten så der bliver meget mere føde til sig selv. Gøgen selv overlader hele opfostringen af sine egne unger til værten mens den selv nyder resten af sommeren under sydens sol.