|
|
Træning nu hver anden dag
|
Tirsdag, 31.05.22
|
Efter det ved slutningen af forrige måned akkurat lykkedes mig at komme ud og løbe en tur udendørs er en ugentlig løbetur i Kildevældsparken blevet optaget på mit faste træningsprogram, og tilsyneladende har jeg bidt mig så godt fast i de tre runder omkring søen at jeg er begyndt at løbe fire runder, således at jeg derved kommer op på 1,8 km når jeg er derovre. Min hurtigste rundtur, som i april var på 5:15 har jeg her i denne måned fået ned på 4:40, hvilket blot er ti sekunder fra min målsætning om en rundtur på 4:30, svarende til 6 km/h, min gamle grænse mellem speedwalking og løb. De seneste to gange har jeg taget fire runder, således at denne måneds løbeaktiviteter kan opsummeres til 7 km inden- og udendørs løb. Kan jeg løbe fire runder kan jeg vel også løbe fem, men jeg er også begyndt at overveje om jeg måske skulle løbe en rundtur i Kagsmosen, et andet grønt område som jeg har løbet udenom fordi jeg har vurderet det til at være for småt til at være løbeturen værd. Men turen rundt om Kagsmosen er 1,27 km lang og dermed næsten tre gange så lang som turen rundt i Kildevældsparken, så måske det skulle være et næste mål for fremtiden. Ellers er det (næsten) helt upåagtet gået op for mig at jeg siden den 30. april har været aktiv hver anden dag, således at jeg her i maj har haft fire løbeture, heraf tre udendørs, tre cykelture, tre traveture og fem gange vægttræning, fordelt med fem ture på ti dage. Det kunne så også være en interessant udvidelse at lægge en fast løbetur i motionscentret ind i programmet, omend jeg må sige at jeg mærker et stigende behov for min hviledag hveranden dag. De tre traveture fandt sted i Furesøparken, Hareskoven og Dyrehaven, og sidstnævnte lokalitet har jeg udvalgt til månedens billede. Ellers sker der ikke så megen træningsmæssig udvikling da den største fremdrift klart er på løbefronten, hvilket jeg også har fokuseret på; der er dog en svag tendens med at jeg ikke holder helt så mange siddepauser under traveturene som tidligere.
|
|