Navigation:    
Start  >  Blog 
> 19. juni 2022
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Øl og snaps siden 1671 Søndag, 19.06.22

I onsdags havde jeg fået en forespørgsel fra Erik om vi måske skulle spise frokost sammen, og selvfølgelig var jeg klar på det, selv om det kun var med et par timers varsel. Så jeg udskød den tiltænkte travetur til dagen efter og tog i stedet toget til Hovedbanegården, hvor vi skulle mødes. Det lå ligesom ikke rigtigt i kortene hvor vi skulle spise, for jeg kunne ikke umiddelbart komme på andre steder end Ida Davidsen og Restaurant Schønnemann. Schønnemann var dog ikke aktuel, for da vi et par måneder forinden havde været på Nationalmuseet og havde lyst til en bid brød passede tidspunktet ikke med de strenge tidspunkter for deres seatings, og da vi dengang ville på Ida Davidsen i stedet fandt vi ud af at de havde lukket restauranten. Så foreslog Erik stedet på Nytorv, som jeg kendte som Domhuskælderen, men som i mellemtiden vist havde skiftet navn til Cafe Sari, men for at undgå at vi skulle kæmpe os vej ned ad Strøget foreslog jeg at vi gik ad Vestergade i stedet, for sådan en formiddag var de værste drukkenbolte nok gået hjem. Men vi nåede ikke så langt, for på hjørnet af Gammeltorv stod et par indbydende borde, og efter at have kigget lidt på menukortet behøvede vi ikke at gå videre, for her havde de et passende udvalg af sild. Og da Erik havde tænkt på at finde et sted hvor vi kunne sidde ude, og det kunne vi jo her, slog vi os ned her. Det var Huset med det grønne træ, hvor der havde været øltapperi og udskænkning på stedet i over 120 år da den nuværende bygning var blevet opført i 1795 efter Københavns Brand samme år. Følgelig hoppede jeg pladask på deres 3x sild, som var karrysild og lun stegt sild mens den tredje i dag var en hyldeblomstsild. Egentlig ganske traditionelt, men det, der fangede mig, var, at alle sildene var gammeldags modnede, som jeg vidste smagte bedre end de moderne sild fra syrebadet. Erik skulle også have en karrysild og supplerede med rødspætte med rejer mens jeg i anden ombæring bestilte en hønsesalat. Selvfølgelig skulle vi have både øl og snaps til, så det blev en rigtig god gang frokost, der næppe lod Ida og Schønnemanns tilbage. Jeg havde dog bemærket, at parret ved nabobordet havde fået noget der mindede om rabarbertrifli, hvilket jeg ikke havde set på kortet da jeg aldrig var gået videre end Alt godt fra havet. Men min antagelse var korrekt, så vi skulle begge have en gang rabarbertrifli med kaffe til. Og så var vi også mætte, og kunne rulle tilbage til Axeltorv. Så en solid anbefaling herfra til Huset med det grønne træ.
         
Restaurant Gammeltorv

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.