|
I dag er det tre år siden at jeg har været i skoven for at løbe. Ikke så meget fordi det har været en ønskedrøm for mig, blot at ligge og slange mig på sofaen, men mere fordi disse knæproteser har gjort det mere besværligt for mig at komme ud og motionere, i grel modsætning til de oplysninger jeg havde fået af den fysioterapeut, der behandlede mig efter den første knæoperation, da hun havde sagt at jeg skulle regne med at der ville gå 3-4 uger før jeg ville være i stand til at løbe igen, for det skete netop ikke. Og meldingen fra den fysioterapeut, der behandlede mig efter den anden knæoperation var, at kun aldrig havde oplevet en patient, der havde været i stand til at løbe igen efter at have fået en knæprotese. Ikke desto mindre var jeg ukuelig optimist, og efter at jeg i november forrige år havde foretaget fire korte testløb i Geelskov, som ikke gav problemer begyndte jeg at arbejde på en plan om at komme tilbage til løbet igen. Samme måned overførte jeg dette opnåede resultat til motionscentret med et tempo, der ikke var meget hurtigere end en frisk travetur. I januar løb jeg 200m på løbebåndet, blot for at konkludere at det var for hurtigt med 9:40-tempo. Med lavere tempo gik det gradvist fremad, med det mål for øje at kunne komme til at løbe rundt om søen i Kildevældsparken, som jeg havde vurderet til at være 450 meter rundt. Og det lykkedes for mig den 30. april, og det tilmed med tre runder inden jeg stoppede op. Mit næste mål blev at løbe den samme tur som jeg i sin tid havde løbet i Dyrehaven før min første knæoperation - og det er i dag præcis tre år siden at jeg havde løbet denne korte rundtur. Det kunne have været rigtig fint om jeg kunne have løbet denne tur på treårsdagen, selv om jeg mente at det nok var for ambitiøst. Det lykkedes mig at løbe fire runder, hvilket modsvarede 1800 meter, men der var stadig langt til turen i Dyrehaven, som jeg havde beregnet til en længde af 4,8 km, så jeg er ikke engang halvvejs endnu. Men fremtiden vil vise hvad jeg kan nå i år. Starten på min sidste løbetur i Dyrehaven før knæoperationerne, 22. juni 2019. |
|||||
Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet. Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk. |