|
|
En kartoffel er en kartoffel - eller hvad?
|
Søndag, 26.06.22
|
For mig har kartoflen altid været en væsentlig del af min aftensmad, og jeg husker stadig glæden jeg som barn havde over smagen af de friske nye kartofler gravet op af jorden i familiens kolonihave udenfor Skovlunde. Det er vel godt nok et halvt hundrede år siden i dag, men fornemmelsen hænger stadig ved i dag, mange år efter at mine forældre er døde og kolonihaven er blevet solgt. For kartoflerne hænger stadig ved, selv om jeg nu må købe dem i supermarkedet i stedet for at grave dem op af egen køkkenhave. Men i de seneste år har jeg bemærket en ændring ved kartoflerne. Jeg har jo altid været den dovne type, som ikke gider have arbejdet med at skrælle kartoflerne - eller skrabe dem når jeg har fået fingre i nye kartofler. Men foretrækker at koge dem med skrællen på, specielt efter at jeg læste at mange af kartoflens næringsstoffer sidder i skrællen. Og så vil det da være dumt at skrælle den næring væk. Selvfølgelig findes der da andre alternativer til kartoflen, såsom ris eller pasta, og jeg har da også begge dele på lager i skabet, men blandt kartoflens mange andre fordele er også, at de ikke er så energitætte, hvilket jo er en fordel når jeg ikke ønsker at tage for meget på. De seneste år har jeg dog bemærket, at kartoflens skræl under kogning løsner sig fra kartoflen og tager den yderste millimeter af rodfrugten med, hvilket jeg ikke oplevede tidligere. Og for nylig læste jeg i avisen, at kartoflen skulle være en af de rodfrugter, som bliver mest lakket til med diverse skadelige sprøjtemidler for at holde dem sygdomsfri, og et af de stoffer der har været mest omtalt, er diquat. Diquat fungerer som sprøjtemiddel på kartofler ved at kartoflens top visner ned og rodfrugten lukker sig mod angreb udefra. Men jeg kunne have en fornemmelse at denne underjordiske overfladebehandling er årsagen til den forbindelse jeg har bemærket mellm kartoflens skræl og de yderste par millimeter af kartoflen. Diquat blev taget af positivlisten i EU for tre år siden på grund af stoffets sundhedsskadelige karakter, men til trods for dette har man i Danmark hvert år givet dispensation til kartoffelavlere, således at deres høst kan finde sted hurtigere. Det måtte komme an på en prøve, tænkte jeg, og siden er jeg gået over til, udelukkende at købe økologiske kartofler, for med dem behøver jeg ikke blive generet af at kartoflens skræl og yderste skal løsner sig fra kartoflen. Så jeg kan spise hele kartoflen, ligesom i gamle dage - og kartoflerne smager også væsentligt bedre.
|
|