Selv om jeg var ved at gøre klar til min første rejse til USA i næsten tre år kunne jeg ikke sige nej til den udfordring om en brydekamp, som jeg havde fået fra en fyr, som boede syd for Denver i Colorado, en stat som jeg altid havde haft et positivt indtryk af på grund af de mange spændede bjerge, og ikke mindst på grund af min deltagelse i PPM (Pikes Peak Marathon) i 2006. Og da det var flere måneder siden jeg havde haft en brydekamp kunne jeg naturligvis ikke sige nej til denne mulighed, hertil kunne jeg også lægge det faktum, at han for mere end et år siden, tilbage den 27.03.21., havde bedt mig reservere en dag i juni, hvor vi kunne mødes for at bryde. Vi mødtes så også i formiddags for at bryde, men vi kunne selvfølgelig ikke tage højde for den udvikling, der skete med tiden. For fyren havde i mellemtiden fået problem med sit knæ, så det tegnede i retning af at det ville være en 'handicapturnering' vi skulle have. Og det var måske også godt det samme, for selv om jeg egentlig kunne bryde ganske udmærket manglede jeg jo stadig min gode gamle grundform, som gennem årene har reddet mig ud af mange kniber. Så jeg skulle da ikke brokke mig da han foreslog at vi bare kunne tage en gang fun wrestling, for han lod til at være interesseret i hvad jeg kunne præstere med mine scissors. Så den fik både med legscissors, bodyscissors og headsscissors, og det var ikke få gange det lykkedes mig at få ham til at tappe ud. Men alt for hurtigt meldte han pas, fordi han sagde han havde fået et maveonde, som han tænkte nok skyldtes de æg han havde fået til morgenmaden på hans krydstogtsskib. Så han ville tage tilbage til skibet, og jeg skulle ikke tænke på at følge ham tilbage igen, for han kunne sagtens selv finde vej. Så der blev ikke mere brydning denne dag - men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om han måske blot havde søgt en udvej så han ikke skulle kæmpe mod mig længere. Det vil nok aldrig blive opklaret, men i stedet kunne jeg koncentrere mig om at pakke en lille sæk til morgendagens tur til USA.