For ti år siden var jeg endnu en gang blevet indrulleret i endnu et jobsøgningskursus, og som ved tidligere lejligheder fandt det sted hos en Anden Aktør på Hejrevej i Nordvestkvarteret. Det var dog ikke meget jobsøgning jeg fik ud af det kursus, da programmerne på deres computere var nogle andre end dem jeg brugte derhjemme, men så var der da andet tidsfordriv jeg kunne bruge deres maskiner til. Dengang var jeg dog fortsat løbende, for det var før blodproppen og inden mine kalveknæ for alvor havde gjort sig bemærkbare - og dog. Nedenstående klip var måske et varsel om de kommende udfordringer: "Når nu jeg var tvangsindlagt til at skulle bruge det meste af dagen her på Hejrevej kunne jeg jo lige så godt få noget ud af det, og da jeg fandt ud af, at jeg brugte præcis den samme tid på at løbe til Hejrevej som at tage toget, kunne jeg jo lige så godt spare de penge og få mig nogle gratis løbeture i stedet. Så hver morgen og hver eftermiddag løb jeg frem og tilbage - det gav da trods alt 33 gratis km ekstra til løbeugen, og hvis jeg blot supplerede med en enkelt lang rute kunne jeg jo godt være min løbeuge bekendt, selv om jeg er langt fra den form, som jeg gerne ville være i. Jeg kan for så vidt godt komme i gang med at løbe, og har heller ikke problemer med at gøre det i et par timer af gangen, men jeg synes ikke rigtig jeg har kraft i benene, med det resultat, at mit løb bliver noget slæbende, og sandsynligvis også derfor langsommere. I går var det dog helt galt, for nu var mit løb så slæbende at det ovenud var direkte snublende, og jeg faldt så lang som jeg var lige foran Nørrebro Bycenter!
Heldigvis er jeg ikke faldet efter jeg er begyndt at løbe igen efter knæoperationerne, men alligevel faldt jeg da jeg den 16. juni var på vej til stationen for at gå mig en tur i Kagsmosen, og det direkte på mine proteser! Men nu havde jeg dog besluttet at ville gå denne tur, så efter at have sundet mig lidt op ad et hegn fortsatte jeg turen til stationen, for min intuition fortalt mig at det var vigtigt at komme i gang igen. Og traveturen fik jeg også gennemført som planlagt. Disse proteser var nok temmelig solide; de var jo også lavet af titanium (og har sikkert kostet en formue). Men de følgende to uger gik jeg rundt med to nydelige sår på mine knæ, for det var den første dag i året hvor det var varmt nok til at gå udendørs i shorts.
Dagblog 19. juli 2012: Nede for fuld tælling