Navigation:    
Start  >  Blog 
> 15. august 2022
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Problemer på Berlinerturen med Chai Mandag, 15.08.22

I snart et år har en ældre fyr, kaldet Chai da hans navn er for bøvlet at udtale på grund af hans Thai herkomst, og endnu mere bøvlet at skrive, forsøgt at slutte sig til mig. Dette dog ikke med min gode vilje, da han ligesom mig også tidligere havde haft et stroke, og sandsynligvis derfor ville søge støtte hos mig. Hvilket slet ikke passer mig, for jeg synes jeg har rigeligt at gøre med at løse de daglige udfordringer som min egen krop giver, og derfor ikke ser det som ønskværdigt at skulle være barnepige for ham også. Adskillige gange har han spurgt mig om ikke jeg ville tage mit telt med ud til ham i hans have, så vi kunne sove sammen der, men det er heldigvis ikke blevet til noget, da han ikke har toiletfaciliteter der. Tilsvarende har han flere gange ytret ønsket om, at ville skulle tage en tur til Oslo, Berlin eller Hamburg med DFDS, bus eller tog, og selv om jeg selv også potentielt har ønske om at tage alle disse steder hen, var det kun Berlin, som kunne komme i betragtning, fordi jeg for tiden ikke kunne overnatte hos Romano og derfor må tage et dobbeltværelse på et hotel, således at jeg også havde et sted jeg kunne bryde. Og hvis jeg alligevel skulle have et dobbeltværelse kunne jeg passende dele det med Chai. Så vi havde aftalt at vi ville køre med Flixbus til Berlin i dag og køre hjem igen på torsdag. Men selv noget så simpelt som at booke en billet til bussen gav uventede udfordringer. Af praktiske årsager foretog jeg bookingen - jeg vidste jo at han havde en smartphone, så jeg kunne blot sende ham en genpart af bookingen så vi kunne mødes ved bussen inden afgang. Men han ønskede at få billetten i print, så kunne jeg ikke lave en til ham? Hvilket jeg for så vidt godt kunne, men det krævede jo at jeg skulle tage til byen for at aflevere den printede udgave til ham. Og han kunne heller ikke finde det sted, hvorfra bussen afgik, så det betød endnu en tur til byen, således at jeg kunne vise ham hvor Ingerslevsgade lå. Selv om jeg vidste, at der på den billet jeg netop havde overbragt ham, var trykt et kortudsnit, der viste hvor stoppestedet lå i forhold til Hovedbanegården! Så jeg havde gjort mere end man kunne forlange. Men hjalp det? Næh, for han var ikke dukket op da bussen kørte mod Sydmotorvejen. Ganske vist sendte han mig en sms om at bussen mod Hovedbanegården var udeblevet og at han derfor var forsinket. Men det løser jo ikke problemet.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.