Navigation:    
Start  >  Blog 
> 6. september 2022
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Nicolai fik sin Kathrine Tirsdag, 06.09.22

Torsdag vendte jeg tilbage til Roma Termini, for selv om jeg var inviteret til Italien for at deltage i min nevøs bryllup, så fandt brylluppet altså ikke sted i Rom men i Umbrien, henved hundrede kilometer nord for Rom. Men der var en udmærket og direkte togforbindelse fra Rom til Terni, den by hvor brylluppet skulle finde sted, og det var grunden til at jeg først var taget til Rom, da der jo ikke var nogen direkte flyforbindelse fra København til Ternis diminutive lufthavn. I Terni blev jeg hentet af Preben og Lotte, så efter at have været på egen hånd i Italien de første dage var jeg nu sammen med den resterende familie, hvilket jo er kendetegnende for et bryllup. Dette skulle finde sted i Abbazia San Pietro in Valle, et gammelt kloster, som var blevet transformeret til et hotel, og hvor jeg skulle tilbringe de næste tre nætter. Brylluppet skulle så finde sted om lørdagen, og jeg er jo ikke den store bryllupsrotte og husker kun, at jeg én gang tidligere har været med til en vielse, og det var for en del år siden, hvor Ivan Sarong blev giftet med sin Odrun i Hamar i Norge, og nu skulle det altså ske igen i Terni. Gad vide hvorfor sådanne bryllupper altid skal være så langt væk. Jeg har haft mine betænkeligheder ved at deltage, ikke bare på grund af tilrejseudgifterne men også da jeg ikke kunne forestille mig at jeg havde tøj i min garderobe, der kunne passe til denne højtidelige dag. Specielt fordi Nicolai altid har været flot klædt, og jeg har aldrig gjort mig i den slags, fordi jeg derved ville give udtryk af at være en anden person end jeg altid har følt mig; klæder skaber jo folk, som man siger. Men jeg havde da en enkelt hvid skjorte fra Patagonia, som passede mig fint, og med mine beige Iceman bukser gik det nu meget godt alligevel; der var da flere som kommenterede min påklædning positivt. Ellers forløb brylluppet ganske uproblematisk med vielsen i klosterkirken og efterfølgende reception med champagne (som nok var spumante, vi var jo i Italien)! Bryllupsmiddagen var sådan lala, indledende med ravioli med fyld af kartoffel og spinat, efterfulgt af en pastaret med svampe. Secundo var en utrolig lækker lammeret med cremet safransauce, dog med lige lovlig små kødstykker - men jeg var også efterhånden ved at være mæt. Og det hele blev sluttet af med en lækker panna cotta, hvis lige jeg aldrig havde smagt før. Så var det lige før klokken slog midnat og det var tid til bryllupskagen inden diskoteket spillede op i kælderen. Så alt i alt en uventet vellykket rejse til Nicolais og Kathrines bryllup i Umbrien.


Nicolai skærer bryllupskagen for.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.