|
|
Yvon Chouinard overdrager ejerskabet af Patagonia til en fond
|
Søndag, 18.09.22
|
Gennem mere end et halvt århundrede har Yvon Chouinard sat sit præg på klippeklatring og bjergbestigning, da han er fra en tid hvor klatregrej ikke nødvendigvis var noget man købte i den nærmeste shop - simpelt hen fordi det ikke fandtes. Yvon blev født i Maine i 1938, men flyttede efter 2. Verdenskrig til Californien, hvor han i Yosemite fandt sit Eldorado. På det tidspunkt betragtede man Yosemites kilometerhøje granitvægge som simpelthen ubestigelige, men Yvon havde sine egne planer derom. Købte i 1957 en kulfyret esse og lærte sig selv smedehåndværket for at lave det sikringsgrej, der var nødvendigt for at bestige væggene på en sikker måde. Disse bolte blev med tiden hurtigt eftertragtede, hvilket førte til at han stiftede selskabet Chouinard Equipment, Ltd. Og der er sikkert mange klippeklatrere op gennem 60erne og 70erne der lærte sig, at bolte og kiler med det karakteristiske C printet i chrom-molybdæn stål var tegn på, at det var udstyr, man kunne stole på. Chouinard Equipment blev i slut-firserne afløst af Black Diamond, Ltd. - men på det tidspunkt havde Yvon længe haft andre planer. For bjergbestigning kræver ikke bare at det tekniske udstyr er i orden, men også at kroppen, der skal bære alt det udstyr, også er det. Så efter en spinkel start med at købe og sælge skotske rugbytrøjer stiftede han i 70erne endnu et firma, der blev kendt som Patagonia. Og som miljøforkæmper (hvilket der ikke var det samme fokus på dengang som det er i dag) besluttede han, at det største beløb af enten en procent af salget eller en tiendedel af overskuddet, skulle gå til naturbeskyttelsesaktiviteter. Upåagtet heraf fortsatte omsætningen i Patagonia med at stige, og for at sikre at naturbeskyttelsen også i fremtiden ville få sin andel af Patagonias salg, har den nu 83-årige Yvon Chouinard i denne uge overdraget sit ejerskab af Patagonia til en fond med det formål at redde jordkloden. Patagonia har i skrivende stund en anslået værdi af 22 milliarder kroner og et årligt overskud på op mod 740 millioner kroner, og dette overskud vil fremover blive overført til fondets kasse. Årsagen til denne opsigtsvækkende meddelelse skulle være at han netop var blevet optaget på Forbes' liste over milliardærer, hvilket skulle have gjort ham gram i hu. For han ønskede absolut ikke at stå på denne liste!
|
|