Her til morgen havde jeg et tilbageblik på mine olivengrønne spandex shorts, som var blevet aktualiseret efter jeg to måneder tidligere havde været i New Jersey for at besøge min ven John i Trenton, og der havde afhentet den Hulk T-shirt som jeg havde vundet på eBay to år tidligere. Og med tilfredshed kunne konstatere at den farvemæssigt passede som fod i hose til mine olivengrønne spandex shorts, da jeg havde taget dem begge med på min tur til Berlin et par uger senere. Det var nu tolv år siden at jeg sidst havde brugt disse grønne shorts, hvilket var under et træningspas i mit motionscenter. Og her kunne jeg læse i mine noter, at jeg den dag ikke bare havde lavet en workout for biceps og skulder, hvilket indikerede at jeg på det tidspunkt havde delt min træning i centret op i fire dele og ikke to som i dag. Men også at jeg forud for hver træningssession dengang, for at varme kroppen op, altid havde indledt med en tur på løbebåndet (det var dengang jeg kunne løbe en halvmarathon any time) og sluttet af med at lave 130 crunches på en gymball. Og mens jeg fortsat forsøger at have en tur på løbebåndet fra tid til anden og fortsat laver mine øvelser i centret, nu fordelt på to dage i stedet for fire, så havde jeg faktisk slet ikke foretaget nogle crunches i årevis. Det var nærliggende at tænke på at det skyldtes at motionscentrene måtte lukke i 2020 da pandemien brød ud, eller måske helt tilbage i 2013 da jeg fik blodproppen, og at jeg så aldrig havde genoptaget mine crunches igen. Jeg kunne dog godt lægge to og to sammen og konkludere at mine manglende crunches gennem alt for mange år nok var skyld i, at jeg det sidste års tid havde udviklet en større mave end jeg brød mig om at se. Så jeg må gøre mig selv den tjeneste at genoptage mine regelmæssige crunches. Dog næppe 130 af slagsen fra starten.

Crunches på motionscentret i 2010.