|
|
QR-koder kan blive en trussel mod dagligdagen
|
Torsdag, 13.10.22
|
Med udbredelsen af smartphonen, som jo har computeriseret en hverdagsfunktion er der også mange funktioner i det dagligdags liv som er blevet gjort mere besværlige, for ikke at nævne utilgængelige. Ganske vist gør det disse funktioner muligheder mere lettilgængelige for de mange personer, der har finanser nok til at investere de 6.000 kroner eller mere, hvilket er nødvendigt for at få udbytte af at udskifte sin (usmart)phone med en smartphone, men der er alligevel en del, som af forskellige årsager ikke ser noget behov til at investere en mindre formue på et sådant apparat eller ikke har finanserne til det. En af fordelene ved smartphonen er jo at virksomheder kan gøre sig lettilgængelige med apps så man ikke behøver at skulle taste en lang e-mailadresse ind, hvilket kunne være en udfordring på en smartphones minimale tastatur - omend jeg antager at de fleste smartphones i dag bruger QWERTY-tastaturet som man kender fra computeren. Så længe man stadig kan vælge at se en e-mailadresse som man kan taste ind er der jo ikke noget der umuliggør adgangen, så det var jo ikke noget problem i starten. Men så dukkede QR-koderne op, og jeg har en fornemmelse, at disse QR-koder ikke bare er en smart måde at komprimere en webadresse på, for i det fald kunne man jo bare have anført en stregkode som på bøger eller i supermarkedet. Det kan man jo som menneske ikke afkode fra en QR-kode. Jeg bemærkede først denne alternative anvendelse af QR-koder i mit motionscenter hvor man kan scanne koden på maskinen for at få en vejledning i hvordan man gennemfører øvelsen, men her er koden også suppleret med en webadresse hvor man (antageligt) kan få den samme information. Eller i andre situationer hvor man ikke lige har adgang til en computer. Men i søndags kunne jeg i min avis se en helsides annonce for Hurtigruten, som næste år fejrer at de har været på søen i 130 år, hvilket de angiveligt fejrer med jubilæumssejladser, særlige festmenuer i restauranterne og særlige souvenirs. Tilbud om billetter til sådan en særlig rejse med Hurtigruten skal bestilles inden 31. oktober - men hvordan? For annoncen angiver ikke nogen adresse man kan henvende sig til, kun en QR-kode som kræver at man har en smartphone for at kunne benytte sig af det tilbud. Men måske det siger lidt om Hurtigrutens prispolitik, at det kun er personer, der har råd til at bruge tusindvis af kroner på en telefon, som de ønsker at se på deres skibe. Jeg kommer næppe til at sejle med Hurtigruten, men jeg kan ikke se bort fra den fare som QR-koder kan udgøre for hverdagen hvis de i fremtiden bliver brugt i stedet for klar tekst. For hvad nu hvis eksempelvis gadenavne i fremtiden i stedet vil blive angivet med en QR-kode?
|
|