Navigation:    
Start  >  Blog 
> 16. oktober 2022
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Rejseplaner for resten af året Søndag, 16.10.22

Tidligere har jeg beskæftiget mig med mine rejseplaner en enkelt gang om året, og det typisk omkring nytår. Men efter coronapandemien er tilværelsen blevet mindre sikker og kræver meget mere omstillingsparathed. Bevares, jeg har da stadig mine langsigtede planer, såsom Delta sidst i august, men ellers er det sjældent jeg et halvt år i forvejen ved hvor jeg skal rejse hen, alt andet bliver kun gisninger så længe jeg må være forberedt på at coronaen kan vende tilbage. Derudover er der også det økonomiske aspekt da jeg ikke længere kan være sikker på at priserne holder. Derfor tror jeg også at det ikke bliver i år at jeg kan besøge Dario i Milano igen, men nok må skyde det til foråret.
Min største rejseplan for dette efterår bliver utvivlsomt min plan om at tilbringe en uge i London sidst i oktober, for derved at få afviklet nogle af de mange brydekampe jeg blev opfordret til at tage imod under pandemien. Bryderne Tony (aka bigt730) og Jack (aka Pinstride) er dem jeg planlægger at dele hotelværelset med, og derudover regner jeg også med at kunne få lejlighed til at bryde med Rick (aka tallwrestle), NN (aka londonlad80), Matthew (aka Bearhuggruk), Jon (aka kingj), Sean (aka Wexford) og ikke mindst Steve (aka Hardmatch), en amerikaner der er på rundrejse i Storbritannien. Således ialt otte brydere, og nu må vi se hvor mange af dem der gider bryde med mig. Jeg skal dog nok være forberedt på at få et solid gang afklapsning af flere af dem, men jeg har vel efterhånden også restitueret nogenlunde efter knæoperationen forrige år.
I december satser jeg på at kunne vende tilbage til Dresden og besøge Andy igen. Før pandemien var der jo en tradition om at jeg kunne besøge ham hvert halve år, dels sidst i maj i forbindelse med hans fødselsdag, og dels et halvt år senere hvor vi skulle besøge julemarkedet på Striezelmarkt. Det har jeg ikke været på siden 2017 på grund af pandemien, så det vil jeg gerne gøre plads i kalenderen til her i 2022.
Og endelig er der mulighed for at jeg kan kombinere en brydekamp med at besøge et dansk turistmål. Det er en fyr der hedder Brian (aka enok) som bor i Hulsvig syd for Skagen, og vel nok har endnu sværere ved at finde brydemakkere end jeg har det. Og vi havde i sensommeren talt om at mødes for en brydekamp, som jeg naturligvis vil kombinere med at besøge Danmarks nordligste by og få en travetur ud til Grenen. Der har jeg aldrig været før, hvilket vel egentlig er en fejl ved min opdragelse. Og de foreløbige meldinger lyder på at det skulle kunne finde sted i november. Og så er kalenderen for resten af året vel også fyldt op!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.