Det vigtigste møbel jeg har haft adgang til i hele min levetid har været mit Faldsled spisestuebord, som jeg har kendt lige siden min barndom. Jeg husker det fra starten af, hvor det var det centrale element i stuen, at det var stort nok til at hele familiens fem medlemmer kunne sidde omkring det - ikke blot ved spisetid, men også ved de tusind andre ting der skulle laves i lejligheden. Bordet fulgte naturligvis med da vi flyttede fra Valby til Nørreport, og da mine forældre flyttede ned fra 4. sal til 2. sal var bordet også med. I mellemtiden var fuglene fløjet fra reden og min far død af diabetes, så bordet var lige stort nok til min mor som single-kvinde. Men jeg havde brug for et større bord end det jeg havde overtaget da mine forældre solgte sommerhuset i Skovlunde, så da jeg fik en transportmulighed sagde jeg selvfølgelig ja tak til at overtage det bord jeg havde kendt i over 40 år. Men det var efterhånden gammelt og slidt, selv om det var et kvalietsbord fra Sydfyn (virksomheden lukkede i 1998), for alder er jo ikke nogen grund til at kassere et møbel, som ellers fungerer ganske udmærket; et bord er jo en simpel indretning som der ikke er så meget fikumdik ved. For bordpladen var stadig glat og funktionsdygtig, da det var en solid teaktræsbordplade, men benene var efterhånden en smule vakkelvorne; det ene havde jeg sågar sparket ud ved et uheld, og havde aldrig fået repareret det. Så da Erik i lørdags havde været på den lokale genbrugsstation i Hvalsø havde han der set et bord, som han kunne købe for 100 kroner. Han havde mobiltelefonen i lommen og spurgte mig om jeg var interesseret i at købe det. Sådan et tilbud ville jeg jo aldrig selv falde over, så kort efter var jeg aftager af bordet plus to stole, som jeg fik med for 40 kroner stykket. Tilmed fordi Erik jo havde bil, så transport ville ikke være det store problem. Og i går kom han forbi med bord og stole og tog mit gamle bord og to af mine (meget) slidte stole med som jeg havde fået ombetrukket i hvert fald to gange, og som i oprindelig fin stand i dag ville koste 1.000 kr./stykket! Plus min gamle printer, som intet fejlede, men som jeg ikke kunne bruge længere da kablerne i dag er en ny type. Samt min gamle computer, som han vil overlade til sin lokale IT-specialist så han kan forsøge at hive mine gamle data og alle mine fotos ud af. Data er jo ikke så længelevende som mit bord; når først de er blevet lagt på en computer har de åbenbart kun få år tilbage. Alligevel bruger vi jo i stadigt stigende omfang computere til at gemme data på!