|
|
Dinner i City of Westminster
|
Tirsdag, 25.10.22
|
I det mindste var jeg kommet til London i går aftes efter at have tabt et par timer på grund af en teknisk fejl ved flyets afisningsanlæg, en funktion vi ganske vist ikke havde brug for på denne varme sommerdag, men som gav fejlmelding og alarm i cockpittet, således at flyet ikke kunne starte før fejlen var udbedret. Men heldigvis er der altid teknikere stand-by i Kastrup lufthavn, så med nogen forsinkelse kom vi endelig afsted. Jeg havde booket plads direkte på hotel Queen's Park, hvilket gav morgenmad inkluderet i prisen, men ikke aftensmad, og via GoogleMap havde jeg udset et par spisesteder i omegnen som jeg ville besøge, og den første aften valgte jeg at gå på den græske restaurant Halepi i Leinster Terrace, to gader øst for hotellet. Jeg havde ikke været i London siden 2015, så selv om jeg havde været her før var jeg en smule nysgerrig efter at se hvordan tingene gik efter pandemien og den aktuelle inflation. Man plejer jo at sige at det er karakteristisk for de forskellige landes restauranter at det er et godt tegn når der er mange lokale gæster, og med dette udgangspunkt skulle Halepi være et ganske udmærket sted. Og selv om restauranten var stopfyldt blev der hurtigt fundet en plads til mig. Nu det var en græsk restaurant skulle jeg selvfølgelig starte med en stor skål tzatziki for at fylde de værste huller inden jeg gik videre med en smørmør lammekasserolle med grønne bønner, tomatsovs og ris. Og ledsaget af en halv flaske husets rødvin var jeg tilfredsstillet for den næste times tid. En ganske udmærket middag, som selvfølgelig måtte afsluttes med et glas ouzo. Men jeg blev blot en smule overrasket da jeg fik regningen, som lød på £48,50 plus obligatorisk gratuity på £4,50. Nu er City of Westminster jo ikke det billigste kvarter at gå ud og spise i, men selv om maden havde været udmærket så jeg mig om efter et billigere sted her til aften, og det fandt jeg i Casa Mia på Queensway, to gader mod vest, og her kunne man få alt fra suppe over pastaretter til solide bøffer. Jeg valgte en fornuftig portion lasagne med en Fanta til og en Tiramisu til dessert. Og med den obligatoriske gratuity kunne jeg klare middagen for blot £22,39, hvilket var under det halve af hvad grækerne ville have. Men bevares, Casa Mia var heller ikke på GoogleMap!
|
|