Sig nærmer tiden for at vi skal have den årlige generalforsamling i andelsboligforeningen, og det betyder at vi i bestyrelsen i dag skulle have den årlige bestyrelsesmiddag. Lokaliteten var denne gang faldet på et ganske nyt spisested, Restaurant June, som skulle ligge på Solbjergvej, lige ved Frederiksberg metrostation, så det burde være ganske nemt at nå. Og det var da heller ikke svært at finde frem til metrostationen, men derefter var det en helt anden historie. For jeg havde ikke set Frederiksberg Station siden jeg i start-80'erne dagligt kom forbi i 18'eren som bud for guldsmed Eigil Aagaard. Stationen var dengang endestation for S-togets forbindelse til Frederiksberg, men stationen var lukket få år senere, og det var tvivlsomt om 18'eren stadig kørte. Det behøvede jeg dog ikke at bekymre mig, for nu kørte metroens ringbane direkte til kælderen. Da jeg kom op til overfladen var det som at stå i en anden verden, men jeg burde da nok kunne finde frem til Solbjergvej. Falkoner Allé burde jeg da nok kunne finde, men der var ikke nogle af gaderne der havde gadenavne, så jeg listede rundt i nattemørket i et forsøg på at finde navnet på en af gaderne så jeg i det mindste havde et pejlemærke. Jeg fandt aldrig et gadenavn, men pludselig så jeg et gadeforløb som jeg genkendte fra dengang: det var nemlig det svage knæk som Falkoner Allé lavede ved stationen, og så lå restauranten nok i en af de gamle stationsbygninger. Det gjorde den så også - men hvorfor der ikke var sat gadenavne op på hushjørnerne i dette forholdsvis nyrenoverede kvarter forblev en gåde for mig. Som bestyrelsesformanden sagde kan de ikke tage for givet at alle slæber rundt på Google Maps. Næ, men maden var egentlig ganske udmærket. En femretters menu med masser af grønt og flere indslag af fisk. Ganske vist er det i dag moderne at man så vidt muligt undgår kød, men efter min mening var det nu den første ret med helleflynder skåret i små terninger, der var den bedste, effektivt ledsaget af en kølig moselvin. Havtasken i fjerde ret var derimod til den massive side og blev reddet i land af de ledsagende vilde svampe. Og som alle de øvrige retter blev den overhældt med to skefulde bouillon tilpasset hver enkelt ret. Det var ikke en solid gang aftensmad som i gamle dage, og jeg savnede lidt nogle gode kartofler - men det havde de vel næppe på lager. Så på Restaurant June rider man med på den moderne bølge om at det er bedre at maden er fornem end at den mætter. Omend, mæt blev jeg nu alligevel.