Navigation:    
Start  >  Blog 
> 7. december 2022
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Med spøgelsestog i den københavnske undergrund Onsdag, 07.12.22

I fredags var der traditionelt set den store julefrokostdag, hvilket jo typisk ikke er noget jeg bekymrer mig om. Men nogle dage forinden havde jeg fået et uventet opkald fra en Kell, og det skulle vise sig, at det var en af de fyre, som jeg tilbage ved årtusindskiftet havde organiseret en tur med til Mittelbergjoch i Ötztaler Alpen. Om ikke jeg havde lyst til at komme forbi til en frokost? Jo tak, gerne! Kell boede nu i Domus Vista, og selv om vi kun var os to udviklede det sig til en hel julefrokost med både ørredfilet, rejer, paté, ost, kiks og andet godt plus en sværm af pilsnere; der manglede faktisk kun tarteletterne. Frokosten udartede sig til aftensmad, og da jeg henad elleve mente at det var på høje tid til at finde hjemover fandt jeg ud af, at klokken ikke var fem minutter over elleve men fem minutter i et! Så var gode dyr vel rådne for al offentlig trafik var vel lukket ned nu, med undtagelsen af metroen, som jo kører døgnet rundt. Men Domus Vista lå jo langt fra nærmeste metro-station. Kell sagda bare at jeg skulle tage 7A til Frederiksberg, og 7A havde stoppested lige ved Domus Vista. Jeg mente ellers, at 7A kørte mellem Kongens Nytorv og Herlev/Ballerup, men Kell måtte vel vide hvilke busser, der kørte i hans lokalområde. Og ganske rigtigt kunne jeg senere tage en 7A ind ad Roskildevej, måske fordi de var gået på natdrift i anledning af, at det i dag var den store julefrokostaften. Hvilket jo var fint nok, jeg kom til metrostationen på Frederiksberg Alle og skulle nu bare med M3 til PH, som var min lokale metrostation. Men fremme ved Nørrebro besluttede metroen, at den ikke ville køre længere, så alle ud! Vi var dog en snes stykker som ikke nåede ud inden døren smækkede og toget kørte tilbage igen. Nå, men jeg vidste at linie M3 var en ringlinie, så jeg ville komme frem alligevel efter en tur til Rådhuspladsen - men så ville metroen åbenbart hellere lege M4, så vi endte på Orientkaj da informationssystemet i toget var gået dødt da vi skiftede kørselsretning på Nørrebro. Jeg gad dog ikke bruge hele natten på at pendle mellem Orientkaj og Nørrebro, for det var åbenbart denne metro's endestationer, så jeg hoppede af på Østerport, og her lykkedes det mig at finde en metro der kørte til PH og ikke Orientkaj. Så på 57 minutter lykkedes det mig alligevel at komme fra Nordens Plads til PH, til trods for at der slet ikke er direkte metroforbindelse mellem Orientkaj (som betjenes af M4) og Nørrebro eller PH (som betjenes af M3). Men det var der åbenbart i nat - det var måske et spøgelsestog!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.