Juni 2019 var det sidste gang jeg havde besøgt min kammerat Andy i Dresden, og hvor jeg tidligere havde besøgt ham hvert halve år, dels sidst i maj i forbindelse med hans fødselsdag og dels i starten af december hvor vi sammen kunne hygge os på julemarkedet på Striezelmarkt, som skulle være det ældste julemarked i Tyskland og lige så gammelt som Dyrehavsbakken nord for København. Men alt det var jo blevet sat i stå på grund af coronapandemien, så det var en ny gammel virkelighed jeg skulle opleve nu jeg efter treethalvt år senere kunne besøge Dresden igen. Så det burde vel ikke være nogen overraskelse at der konstant dukkede ting op, som ikke helt var som i gamle dage. Jeg havde tænkt på, at jeg skulle med toget til Dresden, men mellem linierne frarådede Andy mig at tage toget. Fordi Dresden var i gang med en større udskiftning af hele byens sporvognsnet da de skulle have nye sporvogne eftersom de gamle efterhånden havde vist sig at være for smalle. Og det var ikke nok, blot at sætte en ny karosse på det gamle net, eftersom selve sporvidden skulle gøres bredere! Så det var hele fritrumsprofilen der skulle ændres, så det var som at bygge et helt nyt sporvognssystem! Og gaderne kunne jo ikke gøres bredere, fordi trafikken havde den bredde den nu en gang havde, og husene kunne jo ikke bare flyttes. Så Andy ville ikke kunne køre til banegården for at hente mig på grund af det omfattende vejarbejde, og sporvognen kørte naturligvis heller ikke. Så jeg kunne regne ud at det nok ville være det bedste at jeg tog flyet til Dresden, for Andy boede lige på udfaldsvejen mod lufthavnen. Så denne gang fløj jeg med Lufthansa til Dresden da jeg ikke havde meget fidus til Lufthansas lavprisselskab Eurowings da jeg senest var fløjet med dem, med det resultat at jeg først kom frem til Dresden ved midnatstide, hvilket ingen af os kunne være tilfredse med. Tilbage i 2021, den 12. Februar, var Andys mor også død på plejehjemmet, og det havde også givet Andy problemer når alle aktiviteter skulle udredes under hensyntagen til corona. Hvilket han udstillede i takt med at han arbejdede sig gennem hans fortællinger. Intet under at han til sidst sidst måtte gå ned med stress da hans krop knap kunne fungere mere. Og han havde ikke nogen han kunne tale med om det, da hans arbejdsplads var lukket i et halvt år. Så jeg fornemmede at han var rigtig glad for at vi kunne ses igen - og det var jeg også. Nu skulle det hele blive godt igen.