|
|
VM i fodbold slutter med sejr til Argentina
|
Mandag, 19.12.22
|
Endelig kunne VM i fodbold få sin afslutning hos den udskældte vært for VM, Qatar, da Argentina i den afgørende finalematch fik skovlen under Frankrig med forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence, der endte med 7-5 til argentinerne. Hvilket forhåbentligt betyder en gradvis tilbagevenden til mere normale forhold i æteren. Det var vel i orden at fodboldtosserne herhjemme havde mulighed for at følge med i kampene, men helt ærligt: var det nødvendigt at de samme fodboldkampe skulle udspille sig på fire forskellige kanaler - og her taler jeg kun om Danmarks Radio. Der er uden tvivl mange andre kanaler både herhjemme og i udlandet hvor dem der ønskede det kunne udleve længslen efter boldspil på græsplænen. Som det nok vil være andre læsere på denne side bekendt er jeg bestemt ikke den store fodboldtilhænger, og føler mig fuldt orienteret når jeg kan se resultatet af aftenens kampe i morgendagens avis. Men selve afviklingen af kampen kunne jo for mit vedkommende sagtens blive sendt på en af de andre kanaler, for når DR rapporterer fra den samme kamp på fire kanaler vil det utvivlsomt også være andre end mig, der føler sig forfordelt. Jeg kan blot håbe på at normaltilstanden vender tilbage nu, hvor dette VM er afsluttet; der var da gode takter i radioprogrammet i dag, hvor der ikke var et eneste program om fodbold sat på plakaten. Egentlig underligt, for DR har jo i den forgangne måned snildt kunne afsætte seks timer om dagen til rapportering om dette VM. Da jeg var ung lærte jeg at en fodboldkamp varede 2x45 minutter - men selv om man tillægger en halv times pause mellem de to halvlege kan jeg altså ikke få det til at vare seks timer men kun to! Men gårsdagens finale medførte dog også visse fordele, eksempelvis var der fred og masser af plads i motionscentret da jeg tidligt i går aftes var nede for at løfte jern. Og den sidste måneds fodboldmani fik mig til at afsøge radioen for at finde en kanal der ikke blot markedsførte sig med diverse kommentatorers råben og skrigen. Jeg har derfor aldrig hørt P1 så meget som jeg har gjort den seneste måned, så nu ved jeg at P1 spiller klassisk musik hver aften klokken 19.20 og aftenen ud. Og alt andet lige er det bedre end at høre på en overopstemt fodboldkommentator rapportere fra en for mig ligegyldig kamp.
|
|