I går havde Politiken ryddet forsiden for at kunne fortælle om udfordringen ved at skaffe arbejdskraft til de mange opgaver, som samfundet bilder sig ind er nødvendige at få dækket for at kunne tilfredsstille efterspørgslen. Men for mig er dette ikke noget nyt. Problemet er snarere at vi er blevet for forkælede. Tæring før næring har jo altid været et velkendt mantra, for der bør jo altid være en vis rimelighed i de mange ønsker man som civil borger har til samfundet. Jeg skal da gerne medgive at jeg kan føle mig på den grønne gren, da jeg er blevet tildelt førtidspension og derfor ikke længere behøver at skulle arbejde, men derfra og så til at skulle brokke mig over at pensionssatserne er for lave har jo ingen gang på jord. For jeg har jo ikke afhængiggjort mig ved at have en dyr bil og et fornemt hus, som jeg skal betale til hver måned. Og både biler og parcelhuse har vi jo rigeligt af i forvejen, for de fylder begge mere og mere i vore byer. Dette bliver jo anskueliggjort med ønsket om at blive omgærdet med mere og mere rigdom. Og da man jo ikke bare kan trække denne ekstra rigdom i en automat (med mindre man arver eller er storaktionær) er det for de fleste nødvendigt at der blever arbejdet mere. Ikke nødvendigvis at man selv arbejder, men at der er nogen, der er villig til at arbejde for samfundet. I efterkrigstiden betød det at kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, og for et halvt hundrede år siden inviterede vi fremmedarbejderne i hobetal til landet for at kunne skrue produktiviteten yderligere i vejret. I dette årtusind har vi qua globaliseringen fået arbejdere i fjerne lande til at arbejde for os (hvilket senest blev set ved det skændige VM i fodbold i Qatar). Men vi må se i øjnene, at den tid, hvor vi bare kan producere os ud af krisen er forbi; der er ikke længere nogen vi kan fuppe til at arbejde for os. På nær maskiner - men de har jo også nogle omkostninger. Som det bliver sagt i den første Matrix-film: The human being is a plague! For det har aldrig været godt at en enkelt art skal sprede sig så meget på jordkloden. Og vi er jo rigtignok en invasiv art. For vi forbruger jo produktionen for tre jordkloder hvert eneste år. Så vi bliver nødt til at begrænse længden på vores ønskeseddel og endelig sætte tæring efter næring.