Navigation:    
Start  >  Blog 
> 1. januar 2023
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Ti år siden jeg var i Californien Søndag, 01.01.23

For godt og vel ti år siden fik jeg et postkort fra en advokat i Chicago i forbindelse med at en række biludlejningsselskaber i Californien i 2007 havde opkrævet en såkaldt Airport Concession Fee, men af tekniske årsager havde jeg ikke skullet betale denne afgift, hvilket jeg blev bedt om at respondere på inden 25. januar for at advokaten ville foretage sig videre i sagen. Det dykkede jeg nærmere ned i på min blog, hvorfra jeg har sakset dette udklip: "I første omgang gjorde jeg dog ikke noget ved det, og tænkte at det bare var en form for spam, som jeg nok hellere burde holde mig fra. Men kom så til at tænke på, at jeg jo havde været i Californien flere gang og som regel havde lejet en bil når jeg var der. Så til sidst kiggede jeg i mit register og fandt ud af, at jeg rent faktisk havde været i Californien i 2007 og lejet en bil i lufthavnen i San Francisco i marts i forbindelse med at jeg skulle løbe halvmarathon i Sacramento og efterfølgende køre en tur til Lake Tahoe og de store redwoodskove i nordcalifornien. Så det var nok ikke helt tilfældigt, at afsenderen havde udvalgt mig til at give mit besyv med til denne retslige afgørelse."
Men mens det amerikanske retsmaskineri kværnede videre glemte jeg alt om den historie, indtil jeg i sensommeren fik endnu et brev fra advokaten. Nu var sagen blevet behandlet, og i det brev lå der en check på $14, fremkommet ved syv dage for meget betalt Airport Concession Fee à $2! I Danmark var vi ved at ophøre med betalinger via check, men det nød tilsyneladende stadig vid udbredelse over there. Jeg kunne selvfølgelig godt indløse den herhjemme, men med alle bankernes gebyrer ville det nok betyde at jeg skulle betale mere end jeg fik udbetalt. Men heldigvis skulle jeg i november samme år for første gang besøge min nuværende kammerat John i Trenton, og når jeg var der kunne jeg ganske praktisk indløse checken når jeg var i New Jersey. Og på den tur til Lake Tahoe var det i øvrigt sidste gang jeg var i Californien - men jeg burde vel besøge Californien igen efter jeg er begyndt at bryde.
Dagblog 23. januar 2013: Tilbud om tilbagebetaling fra billeje i Californien

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.