Vores tidligere mindretalsregering under ledelse af Mette Frederiksen blev jo tidligere betegnet som magtfuldkommen. Men der var trods alt tale om en mindretalsregering, som kun kunne navigere indenfor de begrænsninger som oppositionen tillod dem, da en mindretalsregering jo blot skulle sikre sig, at der ikke var et flertal imod dem. Men efter forrige års folketingsvalg kunne vi efter længere tids forhandlinger på Marienborg endelig se hvid røg. Mette var fortsat statsminister, men denne gang statsminister for en såkaldt flertalsregering. Jeg skriver 'såkaldt flertalsregering', for den har jo ikke de nødvendige 90 mandater, der kræves for at have flertal på tinget. Men vi har jo fire nordatlantiske medlemmer (to fra Færøerne og to fra Grønland), og vi har jo tradition for at disse ikke stemmer med ved nationale danske anliggender. Og når man trækker dem ud har den nye regering jo ikke et flertal imod sig. Men det er klart at den nye regering tydeligvis er sig sin magt bevidst - og ikke skyr nogle midler for at bruge den! Men hvor den tidligere regering kunne blive holdt i ave af Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten, som sikrede at det produkt der kom ud af regeringen trods alt var brugbart for et flertal af danskere, ser vi nu helt andre boller på suppen. Tydeligvis ser vi at den nye regering kun har interesse i at rive det fundament ned, som vi havde vænnet os til at leve under i de seneste århundreder. Så det kunne tyde på at det var en demonstration af 'flertalsregeringens' fuldkomne magt da den besluttede at skrotte store bededag som helligdag. Alle landets landets biskopper harcellerede over at staten nu pludselig skulle blande sig i kirkens indre anliggender, og både arbejdstagers og -givers organisationer syntes det var en upassende indblanding i overenskomstforhandlingerne netop som disse skulle genforhandles på ny og et utilstedeligt indgreb i 'den danske model'. Men regeringen har magt som den har agt, og intet tyder på at den opgiver at inddrage store bededag i almindelig arbejdstid. Mens regeringens to andre partier gnider sig i hænderne, for de har jo fået deres store lunser i form af skattelettelser og begrænsninger af arveafgiften. Og regeringen stopper ikke med store bededag, for det seneste jeg har hørt er, at der i nærmere fremtid vil følge en beskæring af kontanthjælp og pensioner. Så den nye regering vil tilsyneladende gøre alt for at uligheden i samfundet stiger til de riges fordel. Mens Mette bare ser til og accepterer at hun er i lommen på storkapitalen. Hvilket jeg nu ikke mener er god socialdemokratisk politik.